DIA’14: Der var kommet over 200 bidrag til Danish Internet Award (DIA) 2014, da indsendelsesfristen udløb torsdag.

Det skriver Danske Medier på hjemmesiden.

Hvordan ansøgerne fordeler sig indenfor de enkelte kategorier, er endnu ikke opgjort.

Over 100 branchefolk fra medier, bureauer og kunder skal i den kommende tid bedømme de indkomne bidrag.

En af dommerne Katha Hviid Haglund, Vertic, siger til Danske Medier, at hun ved bedømmelsen vil lægge særlig vægt på den stærke idé.

Hun vil have fokus på, hvad det er for en oplevelse, der bliver skabt for brugeren, og hvordan mediet bliver brugt til at understøtte den personaliserede oplevelse. Desuden vil hun lægge vægt på, hvordan det hele bliver eksekveret.

Vinderne offentliggøres ved Danish Internet Award i Cirkusbygningen 9. april.

DIA arrangeres af Huset Markedsføring og Danske Medier i fællesskab.

jml