For første gang i flere år står flere hundrede nye økologiske landmænd klar til at fylde forbrugernes indkøbskurve.
261 landmænd har i år søgt om støtte til at lægge deres bedrift om til økologisk produktion. Interessen for at blive økolog er dermed den største siden 2001. Samtidig forlader 166 økologer dog faget, så den samlede tilgang af ø-mærkede landmænd er kun på 95.
Alligevel betyder tilgangen af nye økologer, at der netto omlægges 20.200 hektar landbrugsjord til økologisk drift. Det oplyser Fødevareministeriet, der derfor venter, at det samlede økologiske areal når op på 165.000 hektar.
Fremgangen kommer efter fem år, hvor det økologiske areal har været faldende, og interessen for at blive økolog stagnerede.
/ritzau/