Det kan godt være, at den amerikanske telemarketing-industri i sidste uge kunne glæde sig over, at to dommere erklærede Federal Trade Commissions (FTC) “Do-not-call” liste som “Unconstitutional”. Men industrien kan ikke have meget grund til at glæde sig over de reaktioner, som kendelserne har medført.
Listen skulle efter planen træde i kraft d. 1. oktober og er så populær hos amerikanerne – hvoraf 50 mio. allerede nu har tilmeldt sig – at selv Præsident Bush har været ude med en erklæring til støtte for FTC og listen. Både Senatet og Kongressen har med overvældende flertal gennemført en lovgivning til støtte for FTC i ekspres-tempo. De to domstols-afgørelser kom først på ugen, og lovgivningen blev vedtaget i fredags.
Desuden kritiseres afgørelserne voldsomt ud fra synspunktet, om det er “unconstitutional” at forhindre uønskede opringninger, eller om det er “unconstitutional” at forhindre amerikanere i at afvise uønskede opringninger.
Med den mangel på popularitet, som telemarketing-industrien oplever i denne tid, var det måske en god ide at overveje andre initiativer end juridiske slagsmål om listen. Men problemet er selvfølgelig, at industrien skønner, at den vil blive halveret og tabe to millioner job, hvis listen bliver indført. fin
Kilde: Adage.com + WARC