Mens DR-TV i øjeblikket endnu engang genudsender den vel nok populæreste
danske tv-serie nogensinde, kan de mange gamle – og sikkert også nye –
Matador-fans glæde sig til, at der nu også kommer sang og musik på.
“Matador – en musical” opføres til næste år i Det Kongelige Teaters Opera.
Musikken skrives af Bent Fabricius-Bjerre.
– Jeg har allerede skrevet 10 numre, afslørede en veloplagt
Fabricius-Bjerre, der tirsdag sammen med Underholdningsorkestret gav en
lille smagsprøve på, hvordan det hele kommer til at lyde.
Teksterne til sangene forfattes af rapperen Clemens, der for 10 år siden
vandt DM i Rap. Han forsikrede dog, at hverken Røde eller Grisehandleren
skal ud i en rap-battle, men lover samtidig, at teksterne bliver “moderne,
men med respekt for miljøet i Matador”.
“Matador – en Musical” får premiere d. 10. juni næste år.
/ritzau/