I disse digitale og virtuelle tider er det bare ikke nok at parkere to centimenter spillebrik på feltet Amagertorv, få et firkantet kort med navnet på og bygge et hotel i form af en lille, rød plastikdims.
Det mener i hvert fald den amerikanske legetøjs-producent Hasbro, som netop er gået i luften med en fire måneder lang kampagne for Monopoly City – den nye version af det klassiske Matador-spil eller Monopoly, som det hedder på originalsproget.
Kampagnens omdrejningspunkt er online-spillet Monopoly City Streets, som spilles via en række af Googles platforme på sitet
monopolycitystreets.com.
Som spiller udstyres man med tre millioner virtuelle dollar, som man så dels kan købe gader og veje for, dels konstruere 3D-bygninger. Alt sammen via Google Maps. Og så kan man via Google Earth besigtige sit ”imperium” i fugleperspektiv.
Man ”tjener” penge i form af leje, som i det originale spil, og som særlige features kan man øge værdien af sine besiddelser ved at bygge skoler eller miljøvenlige vindmøller.
Med Chance-kort kan man stikke en kæp i hjulet for de øvrige spillere ved at bygge fængsler eller kloakanlæg på deres område.
Når man så har indtjent en milliard dollar, deltager man i konkurrencen Monopoly World Championships.
Ud over Google, er det reklamebureauet Tribal DDB London, der har samarbejdet med Hasbro om projektet.
Spillet går officielt i luften til oktober, men allerede nu kan man besøge sitet.