I år kan et af de sikre navne på børnenes fødselsdagsinvitationer selv fejre fødselsdag: Matilde kakaomælk runder de 40, og dermed har logoet med det karakteristiske pigeansigt været en del af danskernes hverdag siden 1970.
I starten bestod sortimentet af langtidsholdbar mælk suppleret med forskellige specialprodukter. I dag består produkterne bag logoet af forskellige kakao-varianter for enhver smag.
– Selvom logoet på kartonen fortsat er en lille pige med fletninger, så befinder Matilde kakaomælk sig i dag et sted mellem ungdom og alderdom. Det er ikke svært for et produkt som Matilde, fordi indholdet både appellerer til de helt små og til alle dem, der siden 1970’erne er vokset op med produktet, siger salgs- og marketingdirektør Michael Broch Hansen fra Matilde.
Gennem de sidste 40 år er Matilde kakaomælk blevet til en hel serie.
– Hvis man, som vi, både vil være en fast del af børnenes fødselsdagsbord og samtidigt opfylde danskernes stigende krav til mere økologi og mindre fedt og sukker, så er kontinuerlig produktudvikling eneste løsning. Den 40 år gamle klassiker er derfor blevet mere fedtfattig, sukkerindholdet er reduceret, og der er kommet nye produkter til serien, siger Michael Broch Hansen.
Matilde er i dag fortsat det største danske varemærke inden for kakaomælk.
Emballagen fra Tetrapark, der har været med alle 40 år, står sammen med pigen med fletningerne tydeligt i hukommelsen hos de fleste danskere.
I 2010 fik hele Matilde serien et nyt look, men pigen med fletningerne er stadig det gennemgående.