Det er vanskeligt at forestille sig en børnefødselsdag uden kakaomælk.
Kombinationen er oplagt og naturlig og findes formentlig allerede smukt etableret i de fleste børnefamiliers traditioner – men nu vil Arla slå et slag for, at den kakaomælk, der puttes i indkøbskurven, når der handles ind til den store dag, også bærer netop Matildes velkendte logo.
De nye kartoner er kommet på hylden i denne uge, men allerede i starten af året begyndte Arla at samarbejde med velgørenhedsorganisationen Fødselsdagshjælpen.dk, som en del af brandets naturlige engagement i netop børns fødselsdag.
Fødselsdagshjælpen.dk er til for at hjælpe udfordrede familier med at afholde fødselsdag for deres børn. Det er en 100 procent frivilligt drevet organisation, og Matilde har valgt at støtte dem økonomisk – ikke mindst med Kakaomælk til alle hjælpepakkerne.
I foråret blev næste skridt taget med projekt ”ny fødselsdagssang” – også i samarbejde med Fødselsdagshjælpen.dk. Det resulterede i sangen ”Din Dag” – en støttesang, der skal samle penge ind til organisationen. Matilde står bag finansieringen.
Og nu tager Matilde så engagementet i børnefødselsdagen ud på hylderne, hvor det klassiske look i denne uge er blevet skiftet ud med det særlige fødselsdagslook.
Arla forventer at sælge op mod 1 million af de nye fødselsdagskartoner med kakaomælk, og Peder Holm fra Matilde glæder sig over samarbejdet.
– Matilde er jo nærmest synonym med børnefødselsdage. Holdningen hos os omkring fødselsdagen er præcis den samme som Fødselsdagshjælpen: Alle børn har ret til at blive fejret. Derfor er det også fantastisk, at Danmark samtidig har fået en ny fødselsdagssang, som jeg er sikker på bliver et hit på flere måder. Og det allerbedste er, at den nye sang vil bidrage med midler til flere børnefødselsdage for dem, som ofte har undværet det, siger han.
Kampagnen breder sig desuden på Facebook, som foreløbig har indhentet over 11.000 likes.
Fødselsdagssangen, som hører til kampagnen synges af Peter Belli, Sanne Salomonsen, Julie Bertelsen, Thomas Buttenschøn, Soluna, Tim Schou, Søren Bregendal, Louise Hart og Thomas Meilstrup. Alle sangens medvirkende har deltaget uden honorar.
Se videoen her.