Interpublic-ejede McCann Erickson har vundet pitchen om det samlede markedsføringsbudget for OL i London 2012 efter en afsluttende runde mod ærkerivalen, Sir Martin Sorrells WPP-gruppe.
Dermed bliver bureauet – med støtte fra andre Interpublic-bureauer – ansvarlig for al markedsføring, det kreative, PR, promotion og digital kommunikation frem mod OL i London i 2012.
Det skriver campaignlive.co.uk.
Kampen om budgettet har gennem de seneste måneder affødt en del debat i den internationale reklamebranche. Det skyldes, at kontrakten er bygget sådan op, at vinderbureauet skal levere markedsførings-arbejde for 10 millioner pund, men betalingen falder i form af retten til at være med-sponsor på arrangementet.
Det udelukkede på forhånd en række mindre og mellemstore bureauer og kritiske røster kaldte decideret konceptet for ”kommercielt upassende” og en talsmand for et ikke-navngivet bureau sagde på et tidspunkt i processen, at ”konceptet devaluerer, de tjenester, vi alle leverer, og efter min mening burde alle bureauer trække sig.”
I opløbet var WPP-gruppen, Publicis-gruppen, Interpublic-gruppen og endelig Chime Communications. Sidstnævnte havde indtil marts budgettet og opgaven med markedsføre overleveringen fra Beijing til London, men røg ud af pitchen for et par måneder siden.
I sidste måned røg Publicis-gruppen ud, og i denne uge stod det så klart, at WPP-gruppen tabte slaget til McCann Erickson.