For kort tid siden skiftede Statoil Fuel & Retail sit hidtidige mediabureau IUM ud med Starcom, og nu har kæden af tankstationer også valgt ny samarbejdspartner på reklamebureausiden.
Valget er faldet på norske SMFB – med det fulde navn Shnel & Melnychuck & Forsman & Bodenfors, der som navnet antyder er i familie med svenske Forsman & Bodenfors. Nærmere bestemt 50 procent ejet.
Aftalen omfatter også – fra samme familie – det taktiske, digitale produktionshus F&B Factory.
Ifølge Kjetil Foyn, der er Director Marketing Development & Planning hos Statoil Fuel & Retail, er aftalen indgået for alle kædens markeder, og den træder i kraft til sommer.
Så hvor McCann i København tidligere har udviklet og tilpasset kommunikation for kæden, så bliver der fremover ikke noget dansk bureau bag disse opgaver.
– SMFB får hovedansvaret for at udvikle alle centrale europæiske koncepter – fra start over tilpasning og til udrulning i alle vores markeder. De kommer også til at levere større kampagner, som er lokale for hvert marked, siger Kjetil Foyn.
Statoil Fuel & Retail er ikke – som navnet ellers antyder – ejet af den norske Statoil-koncern. Forretningsområdet blev i 2012 solgt fra til den canadiske retail- og convenience-kæde Alimentation Couche-Tard. I aftalen lå, blandt meget andet, at Statoil-stationerne kunne beholde Statoil-navnet i otte år.