Når Natteravnene går ud om natten og skaber tryghed hos unge i nattelivet, kan de fremover gå ind på McDonald’s og få stillet sulten uden beregning.
Det er hovedingrediensen i et nyt formaliseret samarbejde mellem Natteravnene og McDonald’s.
Natteravnene er gennem årene blevet budt på en gratis kaffe eller en burger rundt omkring i de lokale restauranter, men med den nye aftale, er der nu en landsdækkende og formel aftale på plads.
Et helt oplagt samarbejde for begge parter.
– Natteravnene gør et stort og vigtigt arbejde ved at sprede tryghed for de unge. Og det vil vi gerne støtte op om, da Natteravnene ofte bevæger sig i områder, hvor der som regel også er en McDonald’s restaurant i nærheden, som har aften- og natåbent. Derfor vil det være helt oplagt, at de kommer indenfor og får et hurtigt måltid mad eller en kop kaffe med på vejen, siger Kim Trier, driftsdirektør hos McDonald’s Danmark.
Aftalen forpligter ikke Natteravnene til at komme på faste besøg hos McDonald’s, men tilbuddet om gratis menuer og drikkevarer gælder til enhver tid, hvis Natteravnene skulle lægge vejen forbi – eller blot have lyst til at nyde en kop kaffe.
– Som en frivillig organisation er det afgørende for os at have gode samarbejdspartere, der støtter op om vores arbejde. Samarbejdet med McDonald’s er et godt eksempel, som også giver mening i praksis, da det forbedrer vilkårene for vores 5.000 frivillige, når de bevæger sig rundt i nattelivet, forklarer sekretariatschef hos Natteravnene, Erik Thorsted.
Natteravnene blev stiftet tilbage i 1998 som en frivillig landsdækkende organisation, hvis formål bl.a. har været at skabe tryghed og omsorg for unge i nattelivet. Det er således kendt for deres synlige tilstedeværelse, hvor de i hold på tre personer og iført karakteristiske gule jakker forsøger at l mindske vold og hærværk med deres blotte tilstedeværelse i nattelivet.
Samarbejdet trådte i kraft i weekenden.