Advertising Age har valgt McDonald´s til årets markedsfører 2004. Det er ”I’m lovin it” kampagnen, der har gjort udslaget.
– At vitalisere markedsføringen af et af verdens mest kendte varemærker er ingen let opgave, men McDonald’s har gennemført det, siger chefredaktør Rance Crain, Adage.
I’m lovin it kampagnen startede i efteråret 2003 og var signeret det tyske DDB-bureau Heye & Partners München. Satsningen var enorm og det var desuden første gang burger-giganten gik ud med en fælles, global kampagne. Baggrunden for kampagnen var at McDonald’s var udsat for modgang på flere vigtige markeder med store salgstab til følge. Ifølge McDonald’s egne målinger har kampagnen vendt udviklingen.
– Vi er stolte og smigrede over prisen. Næste år vil vi fortsætte med at bygge på både strategi og fremgang, siger Jim Skinner, chief executive officer i McDonald´s i en pressemeddelelse.