McDonald’s har kastet sig ud i en omfattende rebranding af burgerkæden, der siden etableringen i 1981 på Vesterbrogade i København har været synonym med junkfood af billigste skuffe.
Initiativet er sat i søen af burgerkædens nye direktør i Danmark, australieren Stephen Shillington, som efter knap et halvt år i sadlen skyder gang i rebrandingen af virksomheden, der blandt andet indebærer redesign af restauranternes ydre for 200 mio. kr. i 2011 og 2012, nyt reklameunivers og et opgør med, at verdens tredje mest kendte logo med de gule buer altid skal stå på rød baggrund.
– Opgaven lyder at gøre op med en række misforståelser som klæber til McDonald’s og som vi hidtil har ladet stå uimodsagt, siger Stephen Shillington.
Det gøres blandt andet ved at slå på brugen af sunde kartofler i kædens seneste reklamer.
– Vi har lavet en masse undersøgelser i det seneste år, og de viser, at folk tror, vi putter alle mulige nasty ting i vores produkter, fortæller McDonald’s marketingdirektør, Joachim Knudsen.
Derfor lancerer burgerkæmpen en tv-kampagne, der skal køre gennem hele året, som skal gøre op med blandt andre disse fordomme, men brandingprocessen kommer til at præge al kommunikation lige fra dækservietterne på serveringsbakkerne til emballagen på burgerne samt en ny Facebook-side, hvor brugene kan stille spørgsmål til alle chefer i McDonald’s-koncernen.