Salater på menuen, sundere kyllingesandwich og nu et lavere saltniveau på pommes fritterne. McDonald’s gør meget for at blive sundere, så den tiltagende kritik af treenigheden fast food, usund og fedme kan neutraliseres.
Seneste bud fra McDonald’s er, ifølge Brandrepublic.com, en reduktion af saltindholdet på pommes fritterne med 50 %. Pilotprojektet foregår i Irland og ventes snarest muligt at blive udvidet til England, der allerede har reduceret saltindholdet med 24 % uden at få ros af sundhedsmyndighederne.
At McDonald’s med alle sine tiltag er på rette vej, viser sidste måneds europæiske salgstal for kæden. Her voksede salget med 8,8 %, som McDonald’s tilskriver nye menuer, flere valgmuligheder og relevant markedsføring.
Hanna Løyche, kommunikationschef for McDonald’s i Danmark følger det irske initiativ meget nøje, men det er endnu for tidligt at sige, hvornår saltindholdet bliver reduceret i Danmark:
– Når vi taler om ernæring i dag, er der meget fokus på saltindholdet i maden. Og langt de fleste af os indtager mere salt, end godt er. Det er baggrunden for pilotprojektet, som vi i Danmark følger meget nøje, siger Hanna Løyche til Markedsføring
Hanna Løyche oplyser at de mange nye tiltag hos McDonald’s også har fået salget til at stige i Danmark. Den årlige omsætning ligger nu på cirka 1,4 milliard kroner. MSOL