Den professionelle basketball-stjerne Yao Ming skrev i sidste uge under på en global markedsførings-aftale med McDonalds Corp. Aftalen gælder flere år frem i tiden og inkluderer blandt andet OL i 2008.
Sport er et af de fire ”sprog”, McDonalds har valgt som marketingplatform, i deres bestræben efter at nå unge forbrugere. De andre tre ”sprog” er musik, mode og underholdning. Ifølge McDonalds marketingdirektør, Larry Light, skal Yao Ming være med til at understrege de værdier, fastfood-kæden står for. Han er ung, morsom og dynamisk, og det passer til tidens kunder og kulturer – og til McDonalds-mærket.
– Yao Ming personificerer præcis det, McDonalds-brandet handler om. Han opfører sig på en måde, som vi gerne vil have, at vores mærke bliver opfattet på. Og så ser de unge op til ham, sagde Larry Light, på en pressekonference i sidste uge.
Den 23-årige basketballstjerne har tidligere haft aftaler med internationale koncerner som Apple, Reebok og Visa, og han er formentlig den højest betalte kinesiske sportsstjerne.
For McDonalds skal Yao Ming blandt andet deltage i forskellige marketingaktiviteter, der støtter fysisk udfoldelse, diverse tv-reklamer og Ronald McDonald velgørenhed – og han begynder allerede tv-optagelser i denne uge.
Kilde: AdAge.com