Med udsagnet ”Vi serverer gode øjeblikke for alle” beskriver McDonald’s Danmark sit nye formål med at drive virksomhed i Danmark. Den første del af fortællingen lanceres i dag via en række interne og eksterne aktiviteter.
– Vi lancerer nu, men for os er det en lang rejse, som faktisk startede for halvandet år siden, da vi begyndte med at forberede vores nye ”corporate purpose”, siger Joachim Knudsen, marketingdirektør hos McDonald’s Danmark.
– Det er derfor ikke en klassisk McDonald’s kampagne, vi går i luften med nu, men en ekstra dimension i den måde, vi driver virksomhed på.”
Med purpose-arbejdet får burgerkæden opfyldt et ønske, som den længe har haft: At sætte fokus og ord på, hvordan McDonald’s skaber Danmarks mest tilfredse medarbejdere og ikke mindst trofaste og glade gæster i de 89 restauranter landet over.
– Vi har spurgt os selv, hvad det helt grundlæggende er, der driver os. En række af vores medarbejdere og franchise-tagere rundt om i hele landet har givet deres bud, og vi har diskuteret det med vores gæster.
Formålet med McDonald’s ”corporate purpose” er at sikre overensstemmelse mellem kommunikation og de oplevelser, gæsterne får, når de er på McDonald’s.
– Den skal være autentisk. På McDonald’s-måden. Det kræver, at vi har fuldkommen styr på, hvad vi skal lykkes med, hver gang vi slår dørene op til vores restauranter. Og at alle vores medarbejdere brænder for det, fortsætter marketingdirektøren.
Gode øjeblikke
Ifølge Joachim Knudsen handler de gode øjeblikke om både mødet med medarbejdere, service og maden, gæsterne får serveret – alt skal spille sammen for at gæsterne får en fuldendt oplevelse i restauranterne, lyder det.
Men de gode øjeblikke handler også om oplevelsen af McDonald’s uden for restauranterne. Når gæster støder på McDonald’s i fx medier og reklamer, skal også være et godt øjeblik. Og endelig handler den nye øvelse om, hvordan medarbejderne oplever gode øjeblikke hos McDonald’s.
– Gæsterne skal opleve, at McDonald’s er lig med gode øjeblikke. Og det forudsætter, at alle McDonald’s medarbejdere både lever og forstår, hvad et godt øjeblik er for en gæst – og at hver medarbejder er bevidst om, hvad hun eller han selv forbinder med gode øjeblikke, uddyber marketingdirektøren.
McDonald’s corporate purpose er udarbejdet i samarbejde med reklamebureauret DDB og kommunikationsbureauerne Burson-Marsteller og Radius Kommunikation og rulles ud fra i dag via en række interne og eksterne aktiviteter.
Purpose er instrueret af Kasper Thorsting og produceret af Tony Lauge Madsen fra produktionsselskabet Diegos. Reklamefilmen, som kører på tv fra i dag, er en del af den kreative platform, som ”corporate purpose” er bundet op på. I filmen optræder McDonald’s egne medarbejdere.
Se reklamefilmen herunder.