Det er nok de færreste, som ikke har opdaget, at vi her på tærsklen til et par dejlige påskefridage skriver 1. april.

De nationale medier slog allerede fra morgenen til med løgnehistorier om alt fra at prinsgemalens kontrafej skal pryde de nye 20’ere (Ekstra Bladet), over BTs historie om, at Ole Bornedal er hyret til endnu en historisk tv-serie, til fortællingen om, at DBU går efter en kvinde som afløser for Morten Olsen (Berlingske).

Alt sammen meget underholdende, men hvad har danske bureauer og brands mon fundet på på dagen, der er som skabt til prankvertising?

Svaret er masser. Tidligt på dagen meldte eksempelvis Saxo.com sig på banen med historien om lanceringen af et Nike Fuelband-inspireret armbånd til læseheste, mens DFDS offentliggjorde et nyt tiltag, der skal gøre konferencer afholdt på Oslo-færgen mere attraktive.

Det skal ske via nye stole i konferencelokalerne, der sender lette strømbølger gennem de deltagere, der er ved at døse hen.

Såtchi & Såtchi

På bureausiden har Saatchi & Saatchi markeret sig med et opslag på bureauets Facebook-side, hvoraf det fremgår, at bureauet skifter navn.

– In an effort to further establish their local roots, the Danish branch of the Saatchi & Saatchi Network will exchange the old fashioned double-a (aa) with the more modern, and danish sounding å. The agency will from now on be known as Såtchi & Såtchi, lyder det i opslaget.

Det er jo interessant, men Såtchi & Såtchi er ikke ene bureau på 1. april-scenen.

Moderne fiskefingre

Også innovations- og designbureauet MOEF har meldt sig med en uundværlig opfindelse for alle lystfiskere: Fish Fingers.

Det er nemlig et reelt problem, når en lystfisker har fanget en fisk og vil forevige øjeblikket med et foto. Man sætter sig på hug, holder fisken så langt frem foran sig som muligt og kun med det yderste af fingerspidserne. Formålet er selvfølgelig at få fisken til at fremstå så stor som mulig, så man har noget at prale af. 

Men det virker ikke altid, og det er her Fish Fingers kommer ind i billedet:

McDonald’s Danmark har også markeret sig med en video optaget i McDonald’s Drive Thru i Kastrup.

Her bliver sagesløse kunder tilbudt alt fra Bacon-deo, over en yoga-session til en McSkyr med havtorn og syrnet skovbund…

Har du set andre gode 1. april-initiativer herhjemme? Så del dem gerne med os andre i kommentarfeltet herunder.