Efter 20 år hos mediabureauet MEC – som i den periode også har heddet både MediaCentralen, Media Marketing og CIA – siger bureauets tidligere danske CEO, Claus Gilbert Clausen, endegyldigt farvel.
Allerede i sommer overlod han den danske direktørstol til Uffe Henriksen, men dengang var det meningen, at Claus Gilbert Clausen skulle fortsætte i huset som arbejdende bestyrelsesformand og som CEO i MEC’s nordiske gruppe.
Men nu er det nordiske ansvar i stedet lagt i hænderne på Tom George, der er formand for MEC Northern Region – og rollen som dansk bestyrelsesformand findes ikke længere, da man hos MEC’s øverste ledelse har valgt at fjerne ”et lag”, oplyser Claus Gilbert Clausen.
Nye planer
Den mangeårige MEC-boss kommer imidlertid ikke til at sidde med hænderne i skødet, for der er indtil flere nye planer i støbeskeen.
Fra årsskiftet indgår Claus Gilbert Clausen således partnerskab med Donald Nekman – dels med henblik på videreudvikling af IAA-uddannelserne:
– Uddannelse har altid været et område, der har ligget mit hjerte nært, og jeg har for eksempel været tilknyttet CBS som ekstern lektor i mere end 15 år. Derfor ser jeg særligt frem til at arbejde med Donald i forbindelse med videreudvikling af de fremragende IAA-uddannelser, siger han.
Og dels med henblik på etablering af ny, fælles virksomhed, som skal evaluere b-t-b samarbejder via et internationalt koncept – Relationship Audit Management.
Nekman og Clausen har fået nordisk licens til konceptet, som går ud på at auditere, som det hedder, et b-t-b-samarbejde. Det kan være mellem en virksomhed og dens revisor – eller måske mere nærliggende her mellem en virksomhed og dens bureau.
Parterne oplyser ikke nærmere om, hvornår de nye aktiviteter sættes i gang, ud over at det forventes at blive inden for det kommende år.