MEC (Mediaedge:cia) blev til i 2002 som resultat af den første fusion nogensinde I WPP-familien. Det var det amerikanske TME, The Media Edge, og det europæisk orienterede CIA, der dengang slog sig sammen.

Fusionen skabte et bureau med stærke internationale kompetencer, og for MEC i Danmark har det betydet adgang til både viden og værktøjer.

Bestyrelsesformand Claus Gilbert Clausen har været hos MEC siden 1993, og han har oplevet det globale netværk som en absolut fordel, fordi husets kunder har været garanteret rådgivning med inddragelse af globale tendenser og inspiration fra verdens bedste kampagner.

– I arbejdet med både eksisterende og potentielle kunder er netværket uundværligt: Flere og flere af vores virksomheder arbejder med marketing på både regionalt og nationalt niveau. Det er en konsekvens af globaliseringen såvel som af finanskrisen. For MEC betyder det, at vi må tænke både dansk, nordisk, europæisk og globalt for at arbejde effektivt for vores kunder, siger han.

Omvendt har MEC – under navnet Mediacentralen – været på det danske marked siden 1973, og den mangeårige lokale forankring fornægter sig heller ikke.

– Det er det komplementerende modspil til det globale netværk. MEC fremstår i dag som et internationalt orienteret bureau med lokale rødder og stærk viden om det lokale marked, og vi arbejder kontinuerligt på at integrere det globale netværk som en ressource i vores daglige arbejde, siger Claus Gilbert Clausen.

For eksempel har MEC netop lanceret Planet MEC, en digital social platform, der tillader medarbejderne at udveksle ideer og informationer på tværs af landgrænser, sprog og tidszoner.

MEC beskæftiger i dag omkring 5.000 mennesker på over 150 kontorer i 84 lande.