Der kommer nedskæringer – i Danmark såvel som i Norge, Polen, Holland.
Med den besked fejer topchefen David Montgomery nu tvivlen til side om, hvorvidt der skal skæres ned i medarbejderstaben i Berlingske-koncernen, efter at Mecom har overtaget medievirksomheden fra Orkla.
Han afviser dog at sætte præcise tal eller målsætninger på afskedigelser/nedskæringer.
Til gengæld står David Montgomery fast på, at det er muligt og krævet at nå en overskudsgrad på 15 procent på driften.
Det skal nås både ved at sælge mere i eksisterende og nye produkter. Og ved at spare og effektivisere.
– Vi skal reducere omkostningerne, hvor vi har dobbeltfunktioner. Vi skal dele infrastruktur internt i koncernen. Og vi skal rydde op i strukturer og selskaber, siger Montgomery.
Dermed lægger han op til effektiviseringer overalt i virksomheden: Salg, distribution, redaktioner. Også den største faggruppe, journalisterne, skal indstille sig på at producere til flere medier og ikke blot en enkelt avis; men han anerkender alligevel deres relativt høje lønniveau i Danmark.
På spørgsmålet om, hvad Orkla gjorde forkert og Mecom nu kan gøre rigtigt for at nå de høje overskudsgrader, siger David Montgomery:
– Orkla er et konglomerat, og det er en veldrevet virksomhed, som også har investeret i indhold og teknologi. Men de er ikke ekstremt kreative, og de har ikke haft samme fokus på det lokale. Mecom er en udgivervirksomhed. Vi er her for at udgive aviser.
Frasalg er ikke på tale, Undtagelsen er, når han ikke har kontrol over virksomheden.
– Vi er købere af avisvirksomheder. Ikke sælgere.
Anledningen til David Montgomerys udtalelser om de danske avisvirksomheder var, at han i går optrådte på Dansk Journalistforbunds fagfestival, en konference om medier og presse.
asj