Kaospiloterne har altid mindet mig om Bauhaus-skolen. I skolens tid i Dessau 1925-33 dansede man på det flade tag. Det gør piloterne i Mejlgade i Århus også. Og når man gør den slags, er det altid med fare for at styrte ned. At blive ved jorden eller at stå helt stille er derimod ikke specielt risikabelt.
Begge skoler starter i overgangen mellem to faser. Bauhaus mellem gammeldags håndværk og moderne, hurtig, rationel masseproduktion. Kaospiloterne mellem industrisamfund og vidensamfund eller informationssamfund, om man vil. Bauhaus søgte fra det lokale mod det globale, ønskede at skabe nye koblinger og forbinde aktører fra nær og fjern.
Nøjagtig det samme gælder piloterne. I Bauhaus-skolens samlede 14-årige levetid havde man elever fra 29 forskellige nationer. Dertil er man endnu ikke nået i Århus, men jeg er sikker på, at man gerne vil.
Kaospiloterne tager udgangspunkt i et selvvalgt pædagogisk nulpunkt. Tilbyder et alternativ til unge, der opleve r, at de ellers må vælge mellem læresteder, hvor tiden synes at stå lidt stille. Styrter af sted i ekspressionistisk, idealistisk, stakåndet forandringstrang og ønsker helt bevidst at fremtræde energifyldte og urolige over for det formelle, bureaukratiske og forudsigelige. Bauhaus gjorde sig skyldig i nøjagtig samme overmodige provokation.
Og til begge skolers ros: en permanent tvivl med løbende efterprøvning af deres egne principper og stadige omformuleringer af dem. Skoler for processer må naturligvis selv være processer.
Derimod får man ikke nødvendigvis ros for at “danse på taget”. Der er form, der provokerer så meget, at indholdet glider ud af synsfeltet.
I Bauhaus-dokumenter finder man igen og igen det tyske adjektiv “vehement” = heftig, lidenskabelig, voldsom. Det er præcis, sådan man også er i Mejlgade, og den slags tirrer en sleben omverden. Begge skolers høje sproglige gearing, tendensen til selvgratulerende, privat jargon, der også bringes ud af huset, opleves som autokommunikation og mangel på yd myghed, og det virker stødende, dengang som nu.
Hvad der er meget værre er, at piloterne heller ikke – hos den herskende elite -får ros for indholdet, omend de dog næppe kommer til at lide samme skæbne som Bauhaus. Her tirrede substansen så meget, at nazisterne i rutineret paranoia lukkede skolen i 33.
Hvorfor er fænomenet eksperiment så udsat? På trods af, at det kommer med et eminent tilbud om at destabilisere vore selvfølgeligheder, at fastholde at tingene altid er til forhandling, og at vi får flere bevægemuligheder, når væggene gøres til døre. En avantgarde har det omvendt. Den er dømt til at uddø efter en tid, alene langt inde i ukendt fjendtligt terræn, med dens foragt for gængse værdier, trang til at jævne det traditionelle med jorden og næsten lystent bestige offerbålet. Eksperimentet vil derimod blot forny en større eller mindre del af det traditionelle. Det krænker også, men målet er i sidste ende at blive accepteret, at opnå tilslutning, en dag at blive normen. Er det så slemt? Kaospiloterne er e t eksperiment, men alligevel er der evig ballade med dem. Nu igen i disse dage.
Udgangssituationen er – tror jeg – nu som dengang det til enhver tid modernes hyperkompleksitet. De, der føler sig presset af den, vil søge at reducere kompleksiteten ved at afvise, fornægte eller ligefrem angribe de let tilgængelige dele af den: Kaospiloterne, Learning Lab etc., som synligt og højlydt eksemplificerer og repræsenterer kompleksiteten.
For Kaospiloterne øger jo klart kompleksiteten i det traditionelle uddannelsesunivers. Det fyger med hv-ord: hvad, hvorfor, hvordan, hvorhen osv. De pressede konstruerer derfor Kaospiloterne som angribere, svækkere, folk der vil pille det traditionelt godt sammenhængende fra hinanden og rekonstruere det på en ny uforudsigelig, foruroligende måde.
Dermed findes der altså de faktiske Kaospiloter i Mejlgade og den særlige negative konstruktion “Kaospiloterne” inde i hovedet på de pressede. Og de to udgaver ligner jo ikke hinanden, fordi den negative konstruktion opfylder et beredskabs behov og ikke et sandhedsbehov. Netop dette blev Bauhaus-skolens undergang .
Med “de pressede” i disse dages sammenhæng mener jeg de, der oplever, at et struktur-samfund bliver afløst, opløst af et netværkssamfund. Med begrebet “trans” opløses traditionelle, faste strukturer, kategorier bryder sammen, centrum og periferi forsvinder som orienteringsbegreber. Og det bliver sværere at identificere ens eget domæne. Bag uviljen mod Kaospiloterne kunne måske ligge en oplevelse af eller en angst for domænetab, ganske enkelt og banalt. Angsten forstærkes, når A og B ophører med at betragte hinanden som omverden og inkluderer hinanden i stedet for at ekskludere hinanden. Mange kan herefter spørge: Er A, som jeg er medlem af, nu ikke længere A? Hvor hører jeg så hjemme? Implicit: hvem er jeg så nu? Hvis kunst og erhvervsliv skal samarbejde, hvad er der så tilbage af kunsten? Osv. Her bliver begrebet “trans” en trussel.

Usamtidighed

Hvis det kort sagt handler om domæne, oplevet tab af domæne, tab af normalitet og struktur, kan man ikke bebrejde nogle mennesker, at de reagerer og går i beredskab. Set fra Kaospiloternes iagttagelsespunkt er der tale om det evindelige og ulidelige forbehold over for forandring. Men for nogle er – og var – forandring lig med øget kompleksitet og kompleksitet i sig selv noget negativt.
Måske handler det også om usamtidighed: flere tidsaldre er i spil på samme tid samme sted. Bauhaus levede helt klart i sin egen tid, omverdenen i sin. Det kan også gælde piloterne. Urene stilles ens, men tiden er det ikke. Derfor er modparterne heller ikke i samfund sammen, har ikke “fundet sammen” i et fælles rum. Man kan måske sige, at dem vi er i samfund med, er dem vi kan kommunikere med. Herfra må Kaospiloterne naturligvis slutte omvendt!
Måske handler det også om en særlig slags misundelse: guderne har tilsmilet nogle og givet dem forandringsevne – ikke forandringsmulighed, for mulighed er noget man selv tager, ikke noget man får. Dette eksemplificeres på uforskammet vis af begge skoler. Forandrin gsevne består af parathed og af repertoire = evne til at øjne eller skaffe sig flere valgmuligheder. En dyrkelse af disse to – med et buzzword: “energier” – gælder begge skoler, men ikke nødvendigvis deres omverden. Som kan have stor lyst til at ordne verden, mens de eksperimenterende derimod leder efter verdens egen orden…eller ordener, for der er naturligvis flere af dem, alt efter iagttagelsespunkt.
Til syvende og sidst var det Bauhaus-skolens problem, at der i den tyske samtid med djævelens vold og magt skulle vælges mellem orden og bevægelighed. Kaospiloterne har nøjagtig samme problem i deres danske samtid.
Enhver skole bør tænke over sin form. Det bør ikke være dén, der får den til at styrte ned. Omverdenen bør til gengæld gøre sig den ulejlighed at tale med sig selv om indholdet. For Bauhaus’ vedkommende er det for sent. Det ville være fantastisk, hvis den skole stadig fandtes, men det satte nogen et hårdtslående punktum for. Piloterne findes derimod, og jeg synes, det er et godt ord, de har valg t til sig selv: videre herfra, domænetænkning er ikke hensigtsmæssig. Det handler om passage og udveksling…som når mange danser godt sammen.