– Han er lige i Frederikssund for at fotografere nogle grise med pandebånd på, fortæller Sune, da jeg ringer for at høre, om vi kan mødes til et interview. Ikke at det nu skal handle om økologiske grise og politisk korrekthed – tværtimod. Billederne fra Frederikssund skal bruges til forsiden af bureauets profilbrochure, der udkommer i denne uge, og signalere, at de både er originale, fritgående og fulde af realisme.
Sune Jehrbo, Jacob Ørholm og Christian Buch har nemlig for knap tre måneder siden startet bureauet med det lidt alternative navn Gouros (udtales [gu:ro], red.). De har alle en fortid på andre Københavnske reklamebureauer, startede for godt to år siden bureauet Komodo og kender hinanden tilbage fra rentegnertiden på Vester Kopi. De er i slutningen af 20erne, totalt autodidakte, håndværkere af første grad og går alle meget op i at have den direkte dialog med kunden. Derfor var oplagt at “gå selv“ – og så alligevel ikke. For den 1. marts indledte de et såkaldt papirløst ægteskab med R&M Reklamebureau og Marathon. En kompetencealliance der i fremtiden skal kaste sprællevende reklamekoncepter af sig.
Men først skal kunderne nok lige lære at sige navnet.
HVER SIN FORCE
– Hver dag er der vel en 10 stykker som ikke kan udtale navnet, men vi vil altså hellere have et underligt navn og så bruge et par måneder på at forklare, hvordan det skal udtales, siger Jacob, før han fortæller, hvor Guoros egentlig stammer fra.
– Faktisk er det deodoranten Kouros, der er udgangspunktet. Du ved, den dér 80er-duft som bare er så kvalm, men som vi alle brugte på det tidspunkt. Og så kom vi selv til at stave det forkert, og siden har det bare hængt ved, smiler Jacob, hvorefter Sune straks tilføjer, at de faktisk er ret nostalgiske og supplerer hinanden utrolig godt.
– Vi har kendt hinanden i ti år og er godt klar over, hvem der er bedst til at se et billede eller skrive en overskrift. Vi er meget forskellige rent kreativt, men det er også vores helt klare force. Og uden at lyde for selvsmagende så tror jeg ikke, at der på ret mange bureauer sidder tre kreative og diskuterer et oplæg, siger han og mener, at der på Guoros ikke går noget ud af huset, før de alle tre har kommenteret det. Christian med sin sans for design og logoer, Sune med sin tænken i billeder og Jacob med sit visionære overblik.
– Rent fagligt kan vi være uenige, men vi skændes ikke. For det handler om at respektere hinandens forcer, fastslår Sune, der også gerne vil understrege, at en af bureuaets stærke sider er deres produktionstekniske erfaring.
– Vi har lært det grundlæggende håndværk som rentegnere på Vester Kopi, og det betyder, at vi udfører det hele selv.
Men de tre håndværkere kender også deres begrænsninger.
– Hvis vi skal lave et oplæg på noget, vi ikke føler vi kan magte, så henter vi naturligvis hjælp udefra. Og det er blandt andet også derfor, vi har indgået alliancen med R&M og Marathon, der er gode til henholdsvis projektledelse og IT-løsninger, siger han og Jacob indskyder, at de hos R&M på etagen ovenover har flere år på bagen og dermed også mere erfaring.
– Det er en slags intern seniority, og vi trækker især på deres erfaring indenfor projektstyring, forklarer Jacob og mener, at det i bureaualliancen er R&M de ligner mest.
PING-PONG MED KUNDEN
At have den fulde dialog med kunden er også noget, der kendetegner Guoros. De nyder at være med i hele processen – ligefra den første brief til endeligt layout.
– På de fleste andre bureauer er det kontaktsiden, der kommunikerer med kunden. Så kommer de hjem og siger, at sådan og sådan skal det se ud, forklarer Sune, der har en fortid hos Medialog.
– Hos os har vi selv det fulde ping-pong med kunden og kan diskutere oplægget eller briefingen direkte. Og det betyder, at vi ikke skal igennem så mange led, og at der dermed heller ikke er så meget tidsspilde, forklarer Sune og siger, at når de kommer hjem fra et kundemøde, er der ingen tvivl om, hvem der skal tage sig af hvad – og at der sjældent går over en uge, før kunden næste gang ser noget fra dem.
DYGTIGE MARKETINGFOLK
På endevæggen i det omkring 50 kvadratmeter store lokale, som både udgør bureauets kontor og mødelokale, hænger annoncer for blandt andet Jyllands-Posten (JPGuide), QXL og Ekstra Bladet – og her er det tydeligt at se den både enkle, bramfri og realistiske tone, de tre drenge står for. Annoncerne for JPGuide er for eksempel lavet med udgangspunkt i nogle weekendture rundt i det Københavnske kulturliv med en JP-pressefotograf. På et af dem kan man lige se halvdelen af en mand, der cykler forbi en café.
– Ja, det er ham, der går rundt og sælger frimærker på caféerne, og hvis man kan kende ham, så er man heller ikke i tvivl om, hvad avisen vil indeholde. I det hele taget går vi op i ikke at lave mystificeret kommunikation og i at være så realistiske som muligt, forklarer Jacob og Sune supplerer med, at de så vidt muligt heller ikke benytter sig af computermanipulererede billeder.
De tre drenge er også fuldt bevidste om, at marketingfolk i dag er meget dygtige, at det fremmer løsningerne, og at det derfor er vigtigt at have dem med hele vejen.
– De har jo et indgående kendskab til virksomheden og produktet – og det kan vi lære meget af, ligesåvel som at kampagnen helt sikkert bliver bedre af at have en løbende dialog, mener Sune, der også understreger at de gerne vil til at lave flere film. Godt nok lavede de sidste år tre film for QXL og deres auktion over julegaver på nettet (dem med dværgen, red.), men hvis de skal have flere store kunder i nettet, er det den vej de må bevæge sig.
– Egentlig ville QXL bare have brugt versioneringer fra Norge. Men da vi fik at vide at prisen for dem lå på omkring 60-70.000, slog vi til og sagde, at det ville vi gerne lave de tre film for. Selvfølgelig tjente vi ikke mange penge på det, men vi fik erfaringen og i fremtiden er det en liga vi gerne vil bevæge os op i. For på den måde kan vi få fingrene i nogle flere spændende kunder, siger Sune, inden vi går ovenpå for at gense de tre QXL-film.
Guoros.jpg