Alle taler om den, internet verdenen altså, at nu er den her. Det er den faktisk, men alligevel forholder mange sig tøvende – nok mest af alt begrundet i usikkerhed. Vi venter, men på hvem? Som en klog mand engang har udtrykt det, “at når nogen siger, at vi alle er i samme båd, så pas på. For så er det dig, der skal ro!
I DMF skal vi nu have alvorligt fat i årerne, så vi kan få fart i vores on-line service. Derfor er vi meget glade for den store respons på vores internet-interesse-svarkort, der var vedlagt sidste medlemsudsendelse. Det har virkelig tjent sit formål og givet os værdifuld information om, hvordan vi skal prioritere udviklingsarbejdet. Den nye elektroniske verden åbner så mange muligheder, at netop prioritering er et must, hvis vi ikke skal snuble i “elektronerne“. Hele netværks-tankegangen, som jo er den oprindelige basis for DMF, får ny mening og effekt, når vi alle også bliver bundet sammen i det elektroniske netværk.
Tænk på hvor meget erfaring, der ligger “på lager“ hos DMFs medlemmer, som kunne komme andre til gode i ERFA lignende netværk, der passer så flot ind i vores klubstruktur. Det giver mulighed for at gå meget målrettet til værks. Selv har jeg altid haft stor glæde af både mit personlige og faglige netværk, som lige pludselig kan blive udvidet mange fold. Det glæder vi os i DMF til at få sat i søen.
I det hele taget er alle former for reaktion fra medlemmerne værdifuld. Vi tager os skam af den uanset karakteren. Vi prøver at reagere hurtigt, men nogen gange ta’r ting tid. Det må vi erkende trods de gode viljer. Alt andet lige, er det dog bedre, at ting ta’r tid, end at lade dem ligge. Så vi ser frem til endnu mere dialog og input også i den fagre ny verden, som ikke længere er så ny endda. På gensyn på nettet eller til et af vores mange, spændende arrangementer.