På i hvert fald et punkt adskiller Ahead e-advertising sig fra andre reklamebureauer. Man vil gerne eje en bid af bureauets kunder.
– Selvfølgelig arbejder vi for kunder, hvor vi ikke er økonomisk involveret. Men i Ahead Gruppen ser vi det ideelle kundeforhold som et, hvor vi har et medejerskab. Derved får vi det tætte partnerskab, som vi gerne vil bygge vores arbejde på, siger adm. dir. Christian Samsøe, Ahead e-advertising.
Han ser dog flere forskelle i forhold til den traditionelle del af reklamebranchen, og reelt vurderer han heller ikke Ahead e-advertising som en konkurrent til de etablerede reklamebureauer.
– Vi arbejder kun for firmaer, som vil bruge nettet som handelsplads. Det behøver ikke være rene dot-com annoncører, men det er e-handels strategierne, der er vores område. Er det et spørgsmål om design af en website, så siger vi nej til opgaven, siger Christian Samsøe og peger videre på, at bureauet først og fremmest arbejder med virksomheder inden for detailhandel og mærkevarer.
Ahead e-advertising ligger i naturlig forlængelse af Ahead Gruppens øvrige aktiviteter, der starter med rådgivning i udformning og implementering af e-handels strategier, design og udvikling af løsningerne samt markedsføring og kommunikation af løsningerne. Og der er fart på. Ahead Gruppen er siden oktober næsten fordoblet fra 90 til 170 mand, mens Ahead e-advertising siden sin start i december er vokset fra 3 til 14 mand. Bureauet er desuden allerede i fuld gang med at etablere sig i Tyskland og England parallelt med de øvrige Ahead-selskaber.
– Tiden er den største konkurrent i vores branche. Har vi en kunde som må udsætte lanceringen af produktet et halvt år, så risikerer den pågældende, at der er fire konkurrenter på det tidspunkt i stedet for at være den første. Et internet-år er tre måneder, og det skal vi kunne håndtere – også når det gælder vores egen ekspansion, siger Christian Samsøe.
MEDIEMIKSET UDFORDRER
Ekspansionen har dog bl.a. det solide fundament, der består af kunder som Toy City og Gubi Com. Den første skal bruge en halv milliard kroner på markedsføring de næste fire år, mens den anden skal bruge 50 mio. kr.i Norden i de kommende år. En stor del af disse budgetter er reklameudgifter.
– Den mere traditionelle markedsføring har i forhold til online-aktiviteter vist sig mest effektiv til at skabe interesse. Den store udfordring ligger i mediemikset – at finde den rigtige kombination frem for at diskutere f.eks. dagblade contra tv, siger Christian Samsøe.
Et andet punkt, hvor han mener, at Ahead adskiller sig fra reklamebureauer, er vægten på analyse. Ud af bureauets første 14 medarbejdere har de 3 en analysebaggrund. Det giver et noget andet set-up.
– Når man har startet en handelsplads på nettet, så opbygges der en enorm mængde data, hvor man kan følge en kunde fra første kontakt til egentlige handler. Men datamængden er fuldstændig uoverskuelig, hvis ikke man kan sortere rigtigt i informationerne, og netop på dette område er vi stærkt rustet med en unik adgang til den rigtige software, siger Christian Samsøe.