Media Management er en ny lederuddannelse på Den Grafiske Højskole, overtaget fra Grafisk Arbejdsgiverforening. Uddannelsen er en praktisk anvendelig lederuddannelse med teoretisk substans, hvor det er meningen, at deltageren får en tværfaglig helhedsforståelse af virksomhedens forretningsområder.
Michael Bach er programansvarlig for Media Management og selv leder af økonomiafdelingen på DGH, hvor han også har undervist i økonomistyring og strategi siden 1997. Fra september i år står han også i spidsen for den 1-årige lederuddannelse, der er udviklet specifikt til ansatte i medie- og kommunikationsbranchen – som står på spring eller allerede arbejder som leder eller mellemleder.
Media Management er en udvikling af Grafisk Arbejdsgiverforenings lederuddannelse, der har eksisteret i en lang årrække, og som DGH har overtaget. Uddannelsens mål har altid været at opkvalificere ledere i medieverdenen, så de kan håndtere komplekse problemstillinger og generelle ledelsesmæssige udfordringer. Det er det stadig. Videreudviklet med et tidssvarende indhold blandt andet inden for de nyeste discipliner i ledelse, marketing, kommunikation og økonomistyring.
Deltagerne skal ikke have en specifik uddannelsesbaggrund men derimod viden og erfaring fra medieindustrien. Og fordi uddannelsen har fokus på en tværfaglig forståelse af ledelsesdiscipliner, henvender Media Management sig til ansøgere fra flere funktionsområder: Salg og marketing, produktion, HR, økonomi og ledelse. Yderligere oplysninger: www.dgh.dk