MediaBrands har eksisteret i mange år, men mentalt blev det først for 2-3 år siden top-of-mind for alle divisionerne under den danske paraply.
Så MediaBrands-regnskabet dækker over IUM, Marvelous og de andre divisioner, og det er dét, der er interessant at kigge på for at forstå Interpublic Groups tilstedeværelse på det danske marked.
Og hvordan er det så gået rent pekuniært?
Nettoomsætningen er vokset med beskedne 10 pct. over fem år, mens bruttofortjenesten er vokset med 20 pct. Bundlinjen har været ganske smuk med et samlet overskud på 5 år på 27 mio. kr.
I 2015 lød jeres overskud på 7,6 mio. kr., en 3-dobling i forhold til 2014, så noget må I gøre rigtigt?
– Ja, nogle år går det bedre end andre, men det store spring skyldtes, at vi investerede kraft i 2014, og succeserne materialiserede sig i 2015. Vi lukkede også initiativer ned, men det gør man jo i forhold til efterspørgslen fra kunderne, siger Michael Thimm, der i 14 år har siddet for bordenden.
I er vel ”bare” et dygtigt mediabureau?
– Nej, faktisk ikke længere. Jeg vil meget hellere kalde os for en buffet af marketing-services, og selv om det lyder kliché-agtigt, så er det præcis det, vi er. Kunderne plukker fra de hylder, der har behov for, og som er relevant for deres markedsføring.
Er der elementer af den buffet, der har været en speciel succes?
– Ja, der er ingen tvivl om, at Marvelous og iRetail har ramt plet. I det hele taget har vi leveret konsulenttunge ydelser, kunderne har taget godt i mod, så i et marked med meget komplekse tjenester, er det her, vi har ramt plet, slutter Michael Thimm.
Soliditeten er efter en dansk standard umådelig fornem. En egenkapital på godt 63 mio. kr. fortæller, at ejerne (Interpublic Group) har tillid til Michael Thimm og hans team, og at her ligger et stort råderum, hvis bureauerne skal styrkes yderligere.
Nøgletal 2015/ 2014
(Mio. kr.)
Nettoomsætning: 760/ 735
Bruttofortjeneste: 68,2/ 65
Årets resultat: 7,6/ 2,5
Egenkapital: 63/ 49