Den erfarne forbrugerekspert Heidi Boye er ny Senior Strategist hos Carat Deep Blue. Hun kommer fra OMD, hvor hun i flere år har arbejdet med strategi og forbrugerindsigter.
Hos Carat Deep Blue får Heidi Boye ansvaret for strategi- og forretningsudviklingsprojekter på større kunder i huset og skal derudover stå for udvikling og gennemførelse af forbruger- og markedsanalyser.
– Heidi Boye har den indsigt i forbrugerne, som mange virksomheder hungrer efter at få. Der er ingen, der kender dem så godt som hende, og hun tilfører os en enorm viden inden for blandt andet detailhandlen og forbrugerne, som vil interessere mange af vores kunder. Vi er meget stolte af at have hende med på holdet, siger Per Christiansen, Strategisk Direktør i Carat Deep Blue og tilføjer: “Hun har lavet megen forskning og analyser af forbrugerne. Det giver en solid ballast, når hun skal rådgive kunderne med hensyn til forbrugerforståelse, markedsudfordringer og kommunikationsstrategi”.
Carat Deep Blue er en enhed under mediebureauet Carat og lever af at rådgive og levere indsigter om forbrugerne og markedet.
Heidi Boye har tidligere også siddet på den anden side af bordet, blandt andet som markedskonsulent hos Accept Card, gennemført en ph.d. og været tilknyttet flere forskningsprojekter på CBS og SDU, alle inden for forbrugeradfærd.