Mediabureauudvalget under DRRB mødtes her til morgen kl. 9.30 og til stede var også Dansk Annoncørforening. Mediabureauudvalget havde på forhånd ”annonceret”, at man var ganske langt med ”nye etiske regler,” så DAF-virksomhederne kunne være trygge ved at lægge deres penge i danske mediabureauer.
Men på det timekorte møde blev der ikke uddelt et eneste stykke papir, heller ikke et forslag til en ”opdatering” af det eksisterende etiske regelsæt. Og en snarlig løsning ser heller ikke ud til at materialisere sig, selv om mediabureauudvalget agter at have et udkast parat ”før Sankt Hans.”
”Det konstruktive møde,” som et par kilder kalder sammenkomsten, blev dog overhalet at virkeligheden, idet gruppen diskuterede Konkurrencerådets seneste og særdeles kraftige kendelse, hvor Mediacenter Danmark, Mediabroker, GroupM, Carat Danmark, IUM, MediaPrint og OMD fik et vink med et boldtræ: De pågældende virksomheder har indgået aftaler om adresseløse forsendelser, der er direkte i strid med konkurrenceloven. Blandt andet har gruppen aftalt:
• et gensidigt forbud mod at tage kontakt til hinandens kunder,
• at Mediacenter Danmark kun må tage kontakt til de øvrige virksomheders kunder, hvis det er aftalt på forhånd,
• at indføre en særlig proces ved en konflikt om kunder, herunder aftale om overskudsdeling på den enkelte kunde, og
• et forbud mod, at Mediacenter Danmark kontakter de øvrige virksomheders kunder indtil 12 måneder efter ophør af et kundeforhold.
Den slags aftaler er af indlysende grunde ulovlige. De begrænser nemlig ”kundernes muligheder for selv at vælge, hvem de vil købe ind hos, og hvem de vil have til at formidle deres adresseløse forsendelser af,” som Konkurrencerådet formulerer sig.
‒ Aftaler om at dele kunder er meget skadelige for konkurrencen, siger Agnete Gersing, direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. ”De begrænser valgmulighederne på markedet og kan føre til højere priser og dårligere service for kunderne. Derfor er aftaler om deling af kunder en grov overtrædelse af konkurrenceloven.