Det sære er, at mens de fleste annoncører ved, hvilket professionelt arbejde, mediabureauer eksekverer, er mange andre mere optaget af ”den store idé” og de kreative håndtag, en kampagne betjener sig af.
Den stereotype tilgang er ved at ændre sig, og et nyt syn begyndte allerede sidste år med Havas, der blev krediteret fra podiet for Coca-Colas Happy-ID kampagne, der løb med en Grand prix.
Det er nemlig indlysende, at mediabureauerne har en nøglerolle, når det handler om at strikke effektiv kommunikation sammen. Måske bedst illustreret ved, at Mindshares Nick Emery er jury-præsident for Media-kategorien, og han indledte sin Cannes-pep-talk med ordene:
– Everything begins and ends in media, from retail beacons to Hollywood blockbusters.
Han fortsatte med at fastslå, at siden vi kan tracke (stort set) al menneskelig adfærd, og at (stort set) alt er et medie, vokser rollen som prioriterende distributør i betydning.
Vel talt, selv om netop en Media-præsident jo skal mene det. Men det er ikke løgn. I går præsenterede AMC Networks arbejdet for at sprede ”The Walking Dead” tv-serien, og det er Mediacom, der har lead-ansvaret på al kommunikation.
Det er præcis for at fastholde fokus på mediabureauernes voksende rolle, at Huset Markedsføring afholder Mediedagen og Rambuk-festen. Det er den ene dag om året, at mediabureauerne får, så hatten passer. Derfor dette lille opråb:
Send nu jeres bedste professionelle arbejde ind Mediedagen/ Årets Rambuk ’15, der godt nok først løber af stablen den 17. september, men hvor deadline for indsendelser er på fredag den 26. juni.
Lad os få en masse gode cases på bordet, så samarbejdet mellem mediabureauer, annoncører og reklamebureauer får en velfortjent plads i rampelyset.