Det nye annoncenetværk Netvertiser, som er skabt af folk fra TDC Online, bliver godt modtaget af mediabureauerne.
To bureauer som Markedsføring har talt med spår dem gode chancer, selvom de også vurderer markedet for onlineannoncering som særdeles hårdt. Det nye annoncenetværk, der varetager forhandling af alle mediesalgsrelaterede produkter og placeringsmuligheder, bliver det tredje største netværk i et hårdt marked, som de sidste par år har oplevet en del lukninger og fusioner. Blandt andet er annoncenetværkene 24/7 og Netpool lukket og DoubleClick blev i begyndelsen af 2002 fusioneret med Adlink, der pt er det største salgsnetværk på markedet.
Netvertiser er stiftet af Claus Engell og Allan Schou, der kommer fra TDC Online. Netop TDC Onlines sites bliver de største i Netvertisers portefølje, idet TDC Online har valgt at outsource samtlige aktiviteter inden for de ovennævnte virkefelter til det nye netværk.
– Hvis de formår at forstærke deres portefølje har de en god chance for at overleve, siger Henrik Dyring, Interactive Mediadirector for Mediacom
Hans umiddelbare vurdering af Netvertiser er, at de agerer meget professionelt og nok vil tage konkurrencen op med andre netværk.
– Men de skal styrke deres portefølje af sites, så de på den måde kan få en større fleksibilitet, siger Henrik Dyring
Anders Høgh Laursen, kontaktchef hos mediabureauet Outrider Danmark, er også positiv over, at nogle tør tage springet og etablere et nyt netværk.
– Men det er et hårdt marked, så hvis man vil overleve skal der fokuseres på noget, andre ikke har gjort. Andre har fokuseret på kvantitet, mens ingen rigtigt har tænkt på kvaliteten, siger han.
Han råd til Netvertiser er derfor at gå efter få store kvalitets sites, hvor man i stedet for at øge antallet af visninger kigger på, hvordan man kan øge kvaliteten af de visninger man sælger.
– For de har ikke ressourcerne til at blive lige så store som de to andre. Men der mangler en spiller, som går efter kvalitet fremfor kvantitet, siger han.
jür