MediaCom forbereder sig nu som de første i Danmark på at gå ind i media-broking under en eller anden form. Det sker i form af etableringen af et nyt bureau under navnet MediaBroker og i form af, at man har hentet indkøbsdirektør Peter Ottesen fra Carat som ny direktør for selskabet.
Etableringen af MediaBroker sker bl.a. som konsekvens af de tilkendegivelser, der er kommet fra Konkurrencestyrelsen i forbindelse med sidste års behandling af klagen fra TvDanmark over TV2s prissystem. Styrelsen underkendte TV2s prissystem og kom samtidig med nogle tilkendegivelser, der lagde op til broking på tv-markedet under en eller anden form.
– Det er fortsat usikkert, hvad der kommer til at ske, og hvor langt vi kommer i retning af egentlig mediebroking på det danske marked eller om der mere bliver tale om en form for indkøbsforeninger. Men hvis der kommer til at ske noget på tv-markedet, så kan det ikke undgå at få konsekvenser på printmarkedet, og derfor skal vi forberede os på en ny markeds-situation, siger Peter Ottesen.
MediaBroker er allerede etableret i Sverige, og bureauet skal i første omgang fungere som “second brand” hos MediaCom i Danmark. En strategi, som andre store mediebureauer som OMD og Carat allerede er slået ind på. I stedet for få og meget store bureauer udvikler markedet for mediebureauer sig i disse år til at rumme flere og mindre enheder – en udvikling som er drevet af den voksende vægt på tunge rådgivningsopgaver. “Second brands” er desuden en metode til at komme uden om kundekonflikter i kampen om nye kunder.
Peter Ottesen er foreløbig eneste ansatte, og han har endnu ikke nogen kunder at betjene.
– Det er gået lidt hurtigere, end jeg regnede med, og derfor har vi fortsat nogle uafklarede spørgsmål, siger Peter Ottesen. fin