Mediacom etablerer et nyt selskab, der specifikt har fokus på effekten af kundernes marketing- og mediainvesteringer.
Det nye Mediacom selskab, Business Science Nordic (MBS Nordic), er etableret i samarbejde med Data Intelligence, der leverer den tekniske platform. Mediacoms Kenneth Brenøe er udnævnt som adm. direktør.
MBS Nordic skal betjene Mediacoms kunder i de nordiske lande indenfor udviklingen af økonometriske salgs- og marketingmodeller med det primære formål at dokumentere effekten af marketing og mediainvesteringen – marketinginvesteringens ROI (Return On Investment).
– Når vi også måler marketing ROI, får vi nu bedre mulighed for at rådgive vores kunder om både sammensætning af medie-mix’et samt marketing-mix’et. Vi har i en længere periode oplevet en voksende efterspørgsel blandt vores kunder i Norden efter marketing- og salgsmodeller og måling af ROI, hvilket har initieret etableringen af MBS Nordic, siger Kenneth Brenøe.
– Vi ønsker at kunne tilbyde vores kunder et produkt af højeste kvalitet indenfor salgsmodellering og har derfor valgt at samarbejde med Data Intelligence, som igennem årene har udviklet en betydelig kompetence inden for dette område, siger CEO Jonas Hemmingsen, Mediacom Nordic.
Det er direktør Kristian Vejborg (tidligere Data Intelligence) og direktør Allan Junge-Jensen (tidligere Sonofon Consumer Division), samt Senior Analytiker Klaus Geisler (tidligere Data Intelligence), der bliver ansvarlige for udviklingen af projekter for MBS Nordic.