Magasinet ”blink”, som MediaCom Nordic Group har udviklet sammen med Instituttet for Fremtidsforskning, indeholder en række artikler om trends inden for forbrugeradfærd og medier.
– I det første nummer af bladet kan man bl.a. læse om den etniske forbruger, der i stigende grad bliver en interessant målgruppe – ikke alene på grund af målgruppens størrelse, men også som følge af dens ”cool faktor”, hedder det i det seneste nyhedsbrev fra MediaCom.
Bruger-genererede reklamer eller branded content tages også under behandling i form af en række nordiske cases, ligesom bladet indeholder en artikel om de unge under 25 år, der er blevet så garvede mediebrugere, at de anvender medier 44 timer i døgnet.
Artiklerne i bladet er primært skrevet af Instituttet for Fremtidsforskning, men også MediaComs medarbejdere bidrager.
Håber på synergi
Signe Wandler, der er Insight og Research Consultant hos MediaCom fortæller, at bladet som udgangspunkt skal udkomme tre gange årligt.
– Det er tanken også fremadrettet at arbejde med temanumre. Det første nummer her ser meget på, hvad der vil påvirke os i 2009, men man kan sagtens forestille sig eksempelvis et nummer, der tager fat på mobile marketing i temaform, siger Signe Wandler.
Hun er selv medredaktør på bladet, men det er Gitte Larsen fra Instituttet for Fremtidsforskning, der er ansvarshavende redaktør.
Gitte Larsen er i forvejen redaktør på Instituttets eget blad FO/Fremtidsorientering, og tanken er, at der kan skabes en række synergieffekter med de to blade.
Blink, der er på engelsk, kommer i førsteudgaven med hele 56 sider og med hård ryg.
– Det er meningen, at det skal være lækkert at tage i hånden. Der skal være noget at fordybe sig i – et blad, som ikke bare øjes igennem på fem minutter, siger Signe Wandler.
Blink sendes til alle MediaComs kunder i Norden og kan desuden med log-in læses på
blink.mediacom.com.