Umiddelbart ser tallene i Mediacoms regnskab ud til at vise betydelig vækst. Men der er tale om et 15 måneders regnskab mod 12 måneder i det foregående år, og derfor er væksten i omsætning fra 812 mio. til 1093 mio. kr. på koncernbasis ikke retvisende.
Adm. dir. Jonas Hemmingsen siger, at man opnåede en vækst på 8 pct. vurderet på 12 måneder.
Bruttoavancen opgør han til ca. status quo omkring 64 mio. kr., mens Resultat før skat faldt fra 13 mio. (12 måneder) til 6,6 mio. kr. (15 måneder).
Bruttoavance og bundlinje ser han dog som et resultat af regnskabsteknik.
– Vi er blevet overtaget af WPP og har derfor nogle ændrede indtægtskriterier, som er slået fuldt igennem i 2005. Det har kappet lidt af bruttoavancen og noget af resultatet. Grundlæggende er vi derfor tilfredse med resultatet, siger Jonas Hemmingsen.
Han erkender dog samtidig, at konkurrencen er skærpet, hvilket også OMDs tidligere direktør, Hermann Haraldsson gav udtryk for i forbindelse med OMDs regnskab der viste et lille fald efter fire års fremgang.
– Markedet har udviklet sig positivt, og fortsætter med at gøre det, men konkurrencen er skærpet. Helt generelt kan man godt mærke indkøbsafdelingernes stigende interesse for marketing, siger Jonas Hemmingsen. fin