Mediebureauernes årsaftaleforhandlinger med TV-stationerne er netop afsluttet, efter nogle af de hårdeste forhandlinger i mange år. Og nu kritiserer direktør Kenneth Brenøe fra Mediacom skarpt forløbet, som han hævder, at TV-stationerne gjorde unødig dårlig.
Udgangspunktet for forhandlingerne var, at TV-stationerne ønskede at hæve priserne på TV-annoncering i 2006. Det skyldtes primært større efterspørgsel i 2005, som betød, at store perioder i 2005 har været udsolgt. Og 2006 ser ud til at fortsætte, hvor 2005 slap.
– Det har stillet store krav til mediebureauernes forhandlingsevner og evnen til at tænke kreativt og utraditionelt. Det har krævet forhandlinger til sidste øjeblik for at sikre, at annoncørerne fik
nogle gode aftaler. Det endte med gode resultater, som alle parter kan være tilfredse med, men Mediacom må dog konstatere, at TV- stationerne har gjort processen unødig dårlig, hvilket er stærkt kritisabelt, siger Kenneth Brenøe, direktør hos Mediacom.
Tv-stationerne hævdede, at priserne i 2006 ”kun” ville stige med en gennemsnitlig pris på ca. 9 %, selv om det var indlysende for markedet, at meget få kunder kunne præstere en adfærd, der ville betyde at de rent faktisk kunne opnå en gennemsnitlig eller en lavere prisstigning.
– Udbud og efterspørgsel er fair betingelser, men det har været svært for markedet at acceptere at tv-stationerne er mødt uforberedte op og midt i forhandlingerne opfandt nye mere eller mindre kreative metoder til at få presset prisen i vejret. Især spotlængderne har tv-stationerne arbejdet meget kreativt med, hvilket hæmmede et godt forhandlingsforløb. Stationerne erkendte selv midt i forløbet, at de var dårligt forberedte og ikke havde været opmærksom på spotlængdeproblematikken, før forhandlingerne gik i gang. Konklusionen er, at tv-stationerne i år har slidt på deres troværdighed, mener Kenneth Brenøe. MSOL