Mediabureauerne har netop overstået forhandlingerne med tv-stationerne. En af tv-stationerne, TV3, har med meget kort varsel valgt at hæve priserne med 5 procent i maj måned. Og det har bragt sindene i kog.
TV3 har juridisk set mulighed for hæve priserne, men Mediaedge:cia har i forhandlingerne på annoncørernes vegne gjort det meget klart, at denne form for stigning, kan være med til at vælte medieplanerne.
– Det indebærer således en revurdering af målsætninger og budgetallokering mellem tv-stationerne, for at vores annoncører ikke mister effekten af tv-investeringen. Der er ingen tvivl om, at TV 3 vil tabe på dette, siger tv-director Flemming Jensen fra Mediaedge:cia, der kraftigt anbefaler TV3 at genoverveje situationen for at bevare forudsætningerne for et fornuftigt samarbejde.
– Dermed kan vi undgå en situation, hvor det daglige samarbejde belastes, og hvor forhandlingerne fremover vil blive markant sværere, siger Flemming Jensen.
I dagens udgave af Børsen er direktør Johan Boserup fra OMD også på barrikaderne.
– Hvis vi får muligheden for at straffe TV3, så gør vi det. Hvad er årsaftaler værd, hvis vi ikke kan regne med, at forudsætningerne holder, lyder det bl.a. fra OMD-direktøren.