Mediebureauet Mediaedge:cia etablerer nu, hvad kæden karakteriserer som verdens første internationale sponsorbureau-kæde. Bureauet har siden 1998 haft selvstændige sponsorafdelinger tilknyttet landekontorerne med det engelske Total Sponsorship som det største.
I Danmark indgår Exact Management i den nye kæde. Mediaedge:cia købte halvdelen af dette bureau i starten af 2001.
– Der er nu gået 2½ år, og vi kan konkludere, at beslutningen om at samarbejde med et mediebureau har været den rigtige. I modsætning til for bare et par år siden betragtes sponsorater og events i dag som medieløsninger på lige fod med de traditionelle medier, og det er derfor helt naturligt at være en del af et mediehus, siger den ene af Exacts to stiftere, direktør Katja Moesgaard.
MEC:Sponsorship vil fra start være veletableret i Norden med 10 konsulenter fordelt med 4 i Danmark, 2 i Sverige, 3 i Norge og 1 i Finland.
– Mediaedge:cia er kommunikationskanal-specialister, og dette tiltag er et levende bevis på vores ambitioner om at tilbyde holistisk kommunikationsrådgivning og anbefale de bedst egnede kommunikationskanaler til vores kunder. Sponsor- og eventområdet har udviklet sig meget positivt, og vores kunder følger med og efterspørger i stigende grad kreative medieløsninger, der kan tilføre involvering og merværdi, siger adm.direktør for Mediaedge:cia Claus Gilbert Clausen.
Mediaedge:cia indgår i WPP Group, der er en af verdens største bureau-gruppe, og bl.a. omfatter bureauer som Ogilvy & Mather, Young & Rubicam, J. Walter Thompson og Bates.