I den seneste uge er debatten om DR’s måde at skaffe seere igen blusset op. Det skete tidligere på ugen, hvor repræsentanter fra medier og mediebureauer luftede deres kritik af DR for at bruge licenskronerne til at konkurrere med de øvrige medier i stedet for at lave public service tv og radio.
Det var specielt udtalelsen fra tv-director hos Mediaedge:cia, Flemming Jensen, om, at “DR ved at tænke meget i programplanlægning kommer til at skubbe til balancen mellem stationerne”, som ikke møder forståelse. Flemming Jensen finder det også ganske underligt, at DR har valgt at lægge deres store drama-satsning “Ørnen” på det mest travle tidspunkt i det kommercielle marked.
I Mediaedge:cia’s nyhedsbrev giver Flemming Jensen i dag svar på kritikken.
“Ingen forestiller sig, at DR omdannes til niche tv og radio for en kulturel elite, men måske snarere en lille programjustering, der betyder, at DR er lidt mindre kommerciel, og – populært sagt – tager “et skridt tilbage på banen”,” skriver han i nyhedsbrevet. Han mener, at “Hvis DR1 i sin primetime i højere grad prioriterer kvalitet, frem for popularitet, vil det i nogle tilfælde give mange seere, som når der sendes dansk dramatik og TV-avis med Nyhedstimen. I andre tilfælde vil det frigive seere, der vil søge mod de kommercielle kanaler.”
Ifølge Flemming Jensen ville DR måske tabe et par sharepoint, som ville fordele sig relativt på de andre aktører, og det ville frigøre i gennemsnit tre procent ekstra ratings til det kommercielle marked.
“Og det ville uden tvivl lune hos de kommercielle kanaler, da de ekstra ratings ville falde i prime time, hvor efterspørgslen er størst. Det er godt nyt, hvis der bliver udbudt flere kommercielle ratings på markedet. Flere ratings er altid i erhvervslivets – vores kunders – interesse: Det øger valgmulighederne, bedre optimering af kampagnerne, og stabiliserer priserne,” lyder vurderingen fra Flemming Jensen.