Dagens yngre, veluddannede danskere er ikke flasket op med ugeblade på samme måde som tidligere generationer. De forholder sig sjældent til ugeblade og kender slet ikke ugebladenes “sjæl“.
For ugebladene er det et problem, at den karakteristik også gælder en stor del af mediaplanlæggerne på media- og reklamebureauerne. De mange nye planlæggere, der er kommet ind i branchen de seneste år, er nemlig unge, veluddannede mennesker, ofte under 30 år, som ikke læser ugeblade.
– Vi kan konstatere, at det er et særsyn, hvis de kender læserstrukturen i f.eks. Familie Journalen. Deres paratviden, når det gælder TV er stor, men deres viden om ugebladene er ikke på samme niveau. Og derfor er ugebladene ikke blandt de medier, som de naturligt vælger, når mediagruppevalget foretages, siger annoncechef Palle Gettermann, Aller.
Aller har oplevet en nedgang i annoncemængden fra 160 mill. kr. i 1987-88 til godt 110 mill. kr. i dag.
– En del af den nedgang skyldes naturligvis TV-reklamernes indtog på markedet, men vi tilskriver også mediaplanlæggernes manglende viden om ugeblade en andel.
– Til gengæld tror vi på, at tiden nu er moden til at gøre en indsats for at ændre den situation. Mange er trætte af TV-reklamerne og annoncørerne oplever, at effekten af deres TV-indsats er faldende, siger Palle Gettermann.
Men hvordan får man så de unge medieplanlæggere til at interessere sig mere for ugebladene? Aller mener at have fundet svaret: EM-fodbold skal bruges som trækplaster.
I de kommende måneder bruger Aller 1 million kr. på at nå de 280 aktive mediaplanlæggere i Danmark. Kampagnen er bygget op omkring en konkurrence, som sender 50 vindere til Danmarks kamp mod Kroatien den 16. juni.
IKKE EN FORMALITET
– Men der ikke bare tale om en konkurrence, hvor spørgsmålene er en formalitet, der skal overståes, siger Palle Gettermann. De 6 spørgsmål, som vi sender ud i april og maj måned, kræver virkelig, at man sætter sig ind i ugebladene, både annoncemæssigt og redaktionelt.
– Vi har lagt vægt på, at den viden, planlæggerne får om ugeblade via konkurrencen, ikke kun koncentrerer sig om ugebladenes “hårde“ værdier, men også om de “bløde“, siger Ole Parnam fra Leo Burnett, der står bag kampagnens kreative udformning.
– Ugebladene har nogle egenskaber, som du ikke finder i f.eks. TV-mediet. Ugebladene kan tale til samtlige menneskets sanser. Muligheden for indklæbning gør, at man kan præsentere sit produkt, så modtageren både kan høre, se, føle, lugte og smage det.
Kampagnen er døbt Aller Media Master. Konkurrencen finder sted på 5-mands hold. Hver virksomhed må højst tilmelde 3 hold og hvert hold skal finde en “anfører“, som bliver udstyret med et anførerbind. Mindst 1 medlem på hvert hold skal være medlem af Mediaklubben.
DOMMERE DøMMER
Det første spørgsmål sendes ud den 15. april, og derefter vil de følge i en fast rytme indtil den 20. maj.
– Afgørelsen falder et par uger før vinderne skal rejse til England. Og den bliver ikke foretaget på lodtrækningsbasis. Vi har nedsat en dommerkomite, som skal vurdere svarene. Den består af en række annoncører: afdelingschef Mogens Hansen, FDB koncernindkøb, marketingdirektør Martin Jensen, Van den Bergh Foods, produktchef Ariel Zlotnik, Tuborg, produktchef Niels-Erik Follmann, Tipstjenesten, produktchef Stig Søgaard, Mölnlycke og marketingchef Jørn Nielsen, Orlik Tobak.
– Konkurrencen er ment som en alvorlig spøg, og vi håber naturligvis på 100 procent deltagelse. I løbet af konkurrenceperioden vil Allers konsulenter løbende besøge deltagerne og bl.a. tilbyde at hjælpe med spørgsmålsbesvarelsen.
16. juni er der afgang til England. Vinderne skal bo i Nottingham og får mulighed for at opleve lidt af “Robin Hood-land“, inden man sammen overværer det, der kaldes Danmarks skæbnekamp i EM-turneringen.
Til efteråret følges der op på kampagnen og til den tid vil Aller involvere både blad- og annoncesalget. Desuden vil man også påvirke de kreative.