fg@markedsforing.dk
Nogen må have misforstået et eller andet. Med jævne mellemrum ser man forudsigelser om massekommunikationens død. Alligevel drøner mediamarkedet frem – i hvert fald hvis man dømmer på DRRB’s Mediaindeks, der bygger på indberetninger fra mediabureauerne.
Indekset omfatter ca. 4 mia. kr. i annonceomsætning, og viste sidste år en stigning på 9 pct.. I år har det indtil september vist en fremgang på 5 pct., men det går så godt lige nu, at det godt kan ende på 6 pct.. Så enten er der nogle profeter, der tager fejl eller også har de danske annoncører helt overset, at de skal gå væk fra massekommunikationen.
Adm. dir. Claus Gilbert Clausen, Mediaedge:cia er ikke i tvivl.
– Massekommunikation bliver i stadigt højere grad suppleret med andre aktiviteter. Men det er noget, der bliver lagt til. Massekommunikationen er langt fra død, og når det går godt på markedet, så er der selvfølgelig også flere penge til massekommunikation, siger Claus Gilbert Clausen.
Det er faktisk gået så godt her i 3. kvartal, at det må være svært for mediabranchen at få armene ned.
– Man skal være et skarn for at være utilfreds, sådan som tallene ser ud lige nu, siger Claus Gilbert Clausen, og fastslår, at det med resultatet af september i reelle kroner er den bedste måned, det bedste kvartal og det bedste År-til-dato resultat i dette årtusind.
September indebar en vækst på 13 pct. og 3. kvartal landede således på 9 pct. op – en meromsætning på ca. 80 mio. kr. September er i forvejen en af de gode måneder, så denne måneds fremgang repræsenterer alene over halvdelen af denne vækst.
Den stærke vækst i september bringer År-til-dato indekset op på 106. Claus Gilbert Clausen har tidligere skønnet, at året vil lande på en fremgang på 5 pct., men nu udelukker han ikke, at den kan blive på 6 pct.
– Sidste år var oktober og november meget gode, så det vil være noget af en præst ation, hvis markedet vækster med 6 pct. Men det er ikke umuligt. Oktober bliver god, og jeg tror også, at november kan gå godt. Jeg er dog noget usikker på, hvordan denne måned lander. Der er et kommunalvalg, der spøger, siger Claus Gilbert Clausen.
Det er først og fremmest de store mediagrupper, dagblade og tv, der trækker væksten, og netop dagbladene kan komme til at nyde godt af kommunalvalget.
– Dagbladene har virkelig fået vind i sejlene igen, og har ikke haft det så godt siden 11. september. Men det er ikke så mærkeligt. Der er mange kunder i markedet, og netop i den situation er dagbladene gode. Når folk er på udkig efter konkrete produkter, så er dagbladene bedre end tv til at give information, der kan være med til at træffe valget, siger Claus Gilbert Clausen, som heller ikke køber profetierne om tv-mediets deroute.
– Man skal bemærke, at disse profetier typisk kommer fra udenlandske markeder, hvor mediet har en meget større andel end i Danmark, og hvor man har brugt tv-reklamen meget mere bevidstløs t. Der er plads til øget brug af tv i Danmark uden at ende i den bevidstløse brug, og derfor tror jeg ikke, at vi blot halter efter den internationale udvikling.
I øvrigt er det ikke kun i Danmark, mediamarkedet går godt. Trods diverse profetier ser man vækst de fleste steder – også på modne reklamemarkeder.