Det var de eneste ”almindelige” ord, der lød fra talernes mund. Sandheden er vel også, at overskriften for mødet − mediebranchens nye digitale annonce- og faktureringsløsning − næppe kan kaldes for den mest sexede invitation.
Det er dog ikke det samme som at skrive, at DRRB’s arrangement ikke var særdeles oplysende og værd at deltage i.
Kort og godt handler det om, at salg, ordremodtagelse og ordrebekræftelse, kommunikation mellem mediebureauer og medier, rettelser og fakturering et cetera indtil videre er sket via helt oldnordiske papirforsendelser og/eller en telefax.
Mindst tre gange og ofte helt op til 12 personer er involveret, når en annoncør bruger et mediabureau til at få f.eks. en helside i Berlingske Tidende. Med alle de fejlkilder, der er forbundet med de transaktioner.
Som annoncedirektøren for Berlingske Media-koncernen, Søren Hyldgaard, formulerede sig:
− Det gamle system indeholder op til 10 procent reklamationer. Vi har levet med fejl, fejl, og atter fejl, når 25 systemer skal samkøres for at få annoncer i 90-100 medier. Desuden bruger vi i gennemsnit 24 minutter på hver eneste transaktion. Det er klart utilfredsstillende.
Nye arbejdsgange
Nu er Berlingske Media ikke de eneste, der har reklamationer. Det samme gælder Politiken og Jyllands-Posten, og nu vil medierne ganske enkelt ikke acceptere den arbejdsgang længere.
Derfor har DRRB’s mediabureauer sammen med Berlingske Medier og JP/Politikens Hus udviklet et nyt annoncebookingsystem, der betyder store effektiviseringer og langt færre fejl. Håber man. Systemet er nemlig først parat til udrulning ultimo 2009 eller primo 2010.
Det er softwarevirksomheden Progrator/gatetrade, der har haft fingrene på tasterne og udviklet selve systemet, der i runde tal koster 7.500 kroner at tilslutte sig og 650 kroner i månedligt abonnement. Efter sigende vil det give en gennemsnitlig udgift per transaktion på 0,64 krone af benytte.
– Mediatrade repræsenterer intet mindre end fremtidens forretningsgang mellem bureauer og medier, og forventningerne er, at Mediatrade allerede i løbet af 2010 vil overtage de traditionelle annoncebookingmetoder, sagde Michael Thim og tilføjede med et skævt smil, at det forhåbentligt også betyder, at det nye system vil forøge mængden af annoncører, der søger ind til mediabureauerne.
Effekt?
Ulrik Falkner Thagesen, administrerende direktør for Mediacom og ligeledes medlem af DRRB’s Mediabureau-udvalg, glæder sig over lanceringen:
− Mediatrade vil medføre en lang række effektiviseringer hos såvel medier som mediabureauer.
Fra salen ville flere af de tilstedeværende naturligvis vide, hvor store besparelser den slags mon udløser, og hvilke typer af besparelser?
Det kunne ingen i panelet i sagens natur udtale sig om med bare nogenlunde sikkerhed, selv om det nye system stensikkert vil spare tid hos medarbejderne i bureauer og medier. At det på længere sigt vil medføre besparelser i form af mandskabsreduktioner er indlysende.