Den britiske medicinalkoncern GSK (GlaxoSmithKline) har valgt PR-bureauet Kasters som nyt lead-bureau for sine kommunikationsaktiviteter i Danmark.

Det sker efter en bureaukonkurrence, hvor ambitionen var at finde et bureau, der favner kompetencer inden for PR, lobbyisme, strategi og markedsføring – og som lever op til de strenge, etiske standarder, GSK kræver.

– Der var et stærkt felt af bureauer i spil, men Kasters demonstrerede fra start en stor forståelse for de unikke forhold, der gør sig gældende, når man kommunikerer som medicinalvirksomhed. Vi opfatter Kasters som et af de mest troværdige bureauer i branchen, og de viste os, at de arbejder seriøst og engageret med opgaverne. De arbejder meget professionelt med en bred vifte af kommunikationsydelser og så lægger de ligesom os stor vægt på etikken i kommunikationsarbejdet, siger GSK’s kommunikationschef Henrik Kastoft.

Rollen som lead-bureau betyder, at Kasters skal rådgive GSK inden for PR, strategi og bearbejdning af beslutningstagere. Kasters vil, oplyser bureauet, benytte underleverandører til eksekvering på nogle af opgaverne.

– Vi er naturligvis stolte over at vinde en opgave af så spændende karakter og af så stort et omfang. Vi vil gerne levere samlede, gennemtænkte kommunikationsløsninger, der tager højde for hele virksomhedens stakeholder-univers og skaber værdi – og det er præcis, hvad vi skal her, siger bureauets adm. direktør, Søren Kaster.