Aller Media, det danske datterselskab under Aller Holding A/S, har købt alle aktierne i Datagraf-koncernen, der omfatter virksomhederne Datagraf Communications og DG Media i Danmark, Norge og Sverige.
Opkøbet gør Aller til en af Nordens største aktører inden for client publishing og mallet er på sigt, at gøre Aller til nordisk markedsleder inden for det voksende content marketing-område.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Datagraf-koncernen har cirka 200 magasin- og kommunikationskunder, omsætter for et betydeligt trecifret millionbeløb og har 144 ansatte, og ifølge adm. direktør i Aller Media, Pål Thore Krosby, er Datagraf og DG Media et rigtigt godt strategisk match til Aller.
– Datagraf og DG Media repræsenterer tilsammen et rigtigt godt strategisk match til Aller Holding-koncernens eksisterende forretning generelt og i særlig grad vores client publishing og content marketing-aktiviteter, siger han og tilføjer, at Aller forventer en kontinuerlig vækst inden for redaktionel og indholdsbaseret kommunikation i de kommende år.
Tilfredshed hos Datagraf
Og det er helt på linje med Datagraf-koncernens egne ambitioner før opkøbet blev en realitet: De to direktører og ejere af Datagraf-koncernen, Svend Erik Baadsgaard og Kristian Lautrup-Nielsen, erklærer sig i hvert fald meget tilfredse med at blive en del af Aller Media.
– På vores forretningsområder er Aller det perfekte match og giver os mulighed for at styrke vores tilbud til kunderne og indfri vores ambition om yderligere vækst i Norden, siger Kristian Lautrup-Nielsen, adm. direktør i DG Media, og han suppleres af Svend Erik Baadsgaard, adm. direktør i Datagraf Communications:
– Datagraf Communications er stærkt forankret i den redaktionelle formidling, som den udfolder sig i magasiner og på digitale medier. Vi glæder os til at udvikle os i fællesskab – på tværs af medier og på tværs af landegrænser – og til fortsat at være med til at hjælpe vores kunder med at skabe den mest virkningsfulde kommunikation, siger han.
Datagraf Communications og DG Media fortsætter indtil videre som selvstændige selskaber ejet af Aller Media med fastholdelse af den eksisterende ledelse. Det nye ejerskab vil ifølge parterne ikke medføre organisatoriske ændringer hos hverken Aller Media eller Datagraf-koncernen.
Aller forventer, at opkøbet af Datagraf-koncernen vil bidrage positivt til virksomhedens top- og bundlinje i den kommende regnskabsperiode og tilføre koncernen langsigtet merværdi finansielt og kompetence- og udviklingsmæssigt.
Det er tredje gang inden for det seneste års tid, at Aller har haft tegnebogen fremme for at købe op – dog i en anden branche: Sidste sommer købte mediehuset således rejsebureauet Nyhavn Rejser og så sent som i juni i år købte Aller Media Kulturrejser.