Efter Flemming Østergaards varslede exit som bestyrelsesformand står Parkens administrerende direktør Dan Hammer som den næste store udskiftning, mener Nyhedsbrev for Bestyrelser.
Nyhedsbrevet hæfter sig ved, at Dan Hammer er Flemming Østergaards opfindelse, og at han er opvokset i Parken-systemet som en af Østergaards tro væbnere. I analysen peger nyhedsbrevet på tre grunde til, at Dan Hammer næppe vil overleve som administrerende direktør under den nye formand.
– For det første er bestyrelsen nu i gang med et opgør med Don Ø-æraen, og Østergaard og Hammer har været et tæt arbejdende makkerpar, hvor rollerne reelt har været administrerende direktør og PA (personlig assistent, red.). Østergaard har trukket Dan Hammer op gennem systemet fra at være ansvarlig for kommercielle aktiviteter til at ende som formel topchef, skriver nyhedsbrevet.
Som den anden grund peger nyhedsbrevet på, at Dan Hammer ikke har de faglige kompetencer, som Parken har brug for hos sin administrerende direktør lige nu.
– Parken står i en livstruende finansiel situation, hvor der skal være fokus på frasalg af aktiviteter for at reducere den rentebærende gæld, samt en eventuel finansiel omstrukturering, hvor aktiviteterne måske opsplittes i flere selskaber, så FCK kapsles inde i en beskyttende skal, skriver nyhedsbrevet og peger på, at Dan Hammer har en baggrund indenfor HR og kommunikation, blandt andet fra SAS og IBM.
For det tredje vil det ifølge nyhedsbrevet være helt logisk, hvis den nye bestyrelsesformand selv vælger sin nye førstemand.
Berlingske Business side 4.