Ved World Media Summit i Beijing i weekenden talte to af de helt store mediebosser dunder til verdensoffentligheden.
Temaet ved arrangementet var netop tyveri af mediehusenes indhold. Og News Corps´ Rupert Murdoch og AP-chefen Tom Curley var begge på talerstolen. Det fortæller blandt andet Media Guardian.
– De plagierende indsamlere kommer snart til at betale for vores indhold, sagde Murdoch med adresse til Google og lignende søgemaskiner, og fortsatte:
– Hvis ikke vi snart får indført betaling for vort arbejde, vil vi alle – og især jer der er samlet i dette rum – betale den ultimative pris, når content-kleptomanerne triumferer.
Medierne dør, hvis ”tyveknægtene” ikke snart tvinges tilbage i folden som villige betalere, mente News Corp.-chefen, der indledte sin mission for betaling på nettet for 12 måneder siden.
– Vi har ganske enkelt været for dårlige til at tage os betalt for indholdet. Vi er tvunget til at finde en forretningsmodel, der giver mening. Ellers er det ude med os, mener Tom Curley.
AP-bossen gik endda et skridt videre end Murdoch. Curley er specielt vred over YouTube, Wikipedia og Facebook, hvor almindelige mennesker sender alle mulige informationer rundt, og hvor lovligheden debatteres i et alt for langsommeligt tempo.
Et af de modtræk, AP overvejer, er at sælge nyheder og analyser fra bestemte stofområder i bestemte perioder, f.eks. inden for en halv eller hel time. Abonnenter kan så ”komme forud for” den almindelige offentlighed med bestemte informationer.
Andre talere på World Media Summit mente, at betaling på nettet for almindelige nyheder ganske enkelt var den forkerte måde at gribe en rigtig problemstilling an på. Der er penge i at indsamle og sortere nyheder fra alle mulige kilder og præsentere dem samlet.
Med andre ord er det ikke nyheden i sig selv, der har værdi, men samlingen og fordøjelsen af en stor mængde nyheder, der måske kan sælges.
I øvrigt var Mecom-chefen David Montgomery ude og hylde Murdoch med de vise ord: ”Murdoch har normalt ret. Jeg foreslår, vi lytter til ham.” Montgomery er især interesseret i at slanke sine mediehuse for et beløb i størrelsen 1,5 mia. kr. Det er nemlig det beløb, han regner med at miste i annonce-indtægter for hele 2009, når revisorerne kigger på tallene.