I en tid, hvor kreative opgaver ikke nødvendigvis hænger på træerne, har Mediebureauet MediaCom bl.a. lagt kreativt pitch på Facebook.

Der er tale om en screening til en opgave, som skal udmønte sig i visuelt identitet til en kampagne for et af Danmarks allerstørste brands.

Det har tilsyneladende faldet kritikere for brystet og resulteret i en debat på Facebook, hvor der er delte meninger om fremgangsmåden er rigtig.

– Wauw! Tænk sig – at få mulighed for at få lov til at komme med et forslag til ny identitet til en af landets allerstørste brands, og de vil ovenikøbet betale for halvanden times arbejde, lyder det fra en kritiker af fremgangsmåden.

En anden og mere markant kritiker skriver: “Jamen held og lykke med det. Det er jo en KÆMPE BRAND som ikke har råd til at betale for at få løst kommunikationsopgaver. Tror din kunde har store problemer, hvis de skal have folk til at arbejde for lønninger der er 40erne værdige….men det kan være du finde en Ukrainer eller Polak som godt lige vil det.”

Vigtigt er dog også at nævne, at der også er kommet saglige kommentarer, som forholder sig både for og imod fremgangsmåden.

– Hmmm… er lidt splittet… det er fedt at der gives et symbolsk honorar for at komme med foreslag og at der så er et team der kan løbe med en opgave… hvis det så bliver til noget… Omvendt er det knap så fedt at hvis de synes der er noget brugbart fra et team men de ikke bryder sig om resten kan de bare snuppe ideen og ansætte et andet team der så kan udføre det… Håber der bliver lavet en kontrakt til beskyttelse af de ideer der kommer fra dem der ikke bliver valgt…, lyder kommentaren.

Morten Kristensen, direktør for MediaComs kreative afdeling, MediaCom Beyond Advertising (MBA) opfatter kommentarerne på Facebook som en overreaktion.

– Det er intet uigennemsigtigt i vores fremgangsmåde. Vi oplyser, at vi honorerer folk for at fremkomme med en retning og overordnede tanker til en visuel identitet, svarende til én dags arbejde, forklarer han.

Honoraret er således fastsat til 2.000 kroner og skal udelukkende betragtes som en mulighed for at afsøge markedet for en kreativ samarbejdspartner til en en ny kampagne for den pågældende kunde.

– Vi er meget bevidst om, at ingen skal arbejde gratis. Desuden er vi ikke ude og bede om færdige ideer, og ejer heller ikke deres arbejde. Vi vælger en samarbejdspartner og det endelige oplæg honoreres på normal vis, fastslår Morten Kristensen og kan godt forstå grunden til kritikken, da bureauer og freelancere ofte står i situationer, hvor det forventes, at de leverer næsten færdige løsninger – for symbolsk eller slet ingen betaling.

– Men jeg synes vi er fair – både i vores forventning til indsats og honorering, og det står jo folk frit for om de ønsker at deltage., slutter Morten Kristensen.

Læs hele dialogen her.