Så blev det virkelighed. I september kom det frem, at Carlsberg overvejede at samle sit europæiske mediebudget på et bureau, og nu er der udskrevet en konkurrence, der omfatter koncernens europæiske hovedmarkeder. Det betyder overvejende Vesteuropa. Her samarbejder Carlsberg med en række forskellige bureauer, og udgangspunktet er,a t de skal blive til en samarbejdspartner.
Det danske marked er også en del af processen. Her samarbejder man med Mediawise, der er en del af OMD-gruppen, som også er med i konkurrencen. De øvrige er Mediacom, Initiative og Zenith Optimedia. Processen ventes færdig ved udgangen af andet kvartal næste år.
– Vores samarbejde med bureauerne vil fortsætte uændret indtil gennemgangen er afsluttet, siger Alex Myers, Vice President, Marketing and Innovation hos Carlsberg. Han vil stå i spidsen for priocessen sammen med centralt placerede marketingdirektører fra datterselskaber.
– Revisionsprocessen vil gøre det muligt for os at optimere serviceniveauet for både strategisk og daglig support og at sikre konkurrencedygtige køb af medieydelser i alle markeder.