Selvtilliden er begyndt at vende tilbage på store dele af mediemarkedet. Reklamekronerne rullede således for alvor igen i januar og februar, og med et folketingsvalg i sigte, tør mediebureauerne allerede nu konkludere, at 2011 bliver det store comeback-år.
– Vi forventer helt klart, at 2011 bliver året, hor vi samlet indhenter det forsømte i forhold til 2008, siger trading director hos OMD, Claes Braagaard, til dagbladet Børsen.
Alene i januar steg annonceomsætningen gennem mediebureauerne med 26 procent ifølge de nyeste officielle tal fra DRRB. Selvom der er en ekstra mandag med i måneden i forhold til sidste år, og der dermed skal trækkes lidt fra vægten, så er den positive udvikling til at tage og føle på, lyder meldingen fra en anden bureaugruppe.
– Vi har set stor optimisme og aktivitet hos annoncørerne fra starten af året, siger adm. dir. i Aegis Media, Lars Bo Jeppesen, som forventer, at væksten for hele året vil lande på 10 procent.