Omnibus betyder oprindeligt ”for alle”. Men ”for alle” kan snart blive ”til ingen”, når det gælder omnibusaviserne, der i mange år har kæmpet med faldende oplag og færre annoncekroner.
– Journalistik om alt til alle er stendød. De journalister og medier, som ikke specialiserer sig, får problemer, hvis de ikke udelukkende kan sælge sig selv på journalistiske evner. De kan overleve, hvis de finder deres tradition, kender deres brand og skaber en niche, mener medieforsker fra CBS, Anker Brink Lund, ifølge journalisten.dk
Forsker på RUC Ida Willig vil ikke erklære omnibussen død, men hun medgiver, at der kræves en omlægning.
– Jeg vil ikke sige, at den er stendød, men den kører på flere spor og ad nye ruter, siger Ida Willig, der især tænker på segmenteret journalistik og bedre målgruppeforståelse som et par af overlevelsesvejene.
De mest positive udsigter for Omnibussen giver Mark Blach Ørsten, der ligeledes er forsker på RUC.
– Omnibussens muligheder er uendelige, fordi pladsen på fx web er uendelig, siger Mark Ørsten. Han vurderer, at fremtiden byder på langt flere eliteaviser, som rammer mere snævert og muligvis også er bliver mere politiske.
Alle tre forskere talte ved mediebranchens Fagfestival ’08, som blev afholdt i weekenden.
ac