Forventningerne var store, da TV2 satte en ny nyhedskanal, sportskanal og en landsdækkende kommerciel radiokanal i gang.
Men TV2 greb opgaven med bl.a. TV2 Radio helt forkert an, og det giver nu bagslag. Det mener medieforsker Per Jauert, Århus Universitet, efter at TV2 onsdag meddelte, at man forventer et underskud for 2007 på omkring 195-215 millioner kroner.
– TV2 har begået en lang række af de traditionelle fejl, som erfarne radiofolk i andre lande aldrig ville begå. Det var for eksempel forkert at satse på navne, der i forvejen var kendte og meget brugte fra tv. Da man så erkendte, at det ikke gik, skiftede man værterne ud, og det er noget af det værste, man kan gøre i den situation. I stedet skulle man have skiftet konceptet ud og så holde fast i det koncept, siger Per Jauert.
/ritzau/