Programmatic native er fremtiden inden for performance marketing, mener Jesper Laumand, der er Managing Director for Verizon Media i Norden og Holland.
– Det er et forholdsvist nyt annonceformat for mange brands, men det leverer så stærke resultater, at vi kan se kunderne allokere større budgetter til formatet, når de først har testet det, siger han til Markedsføring.
Programmatic native udbydes af flere virksomheder, heriblandt af Verizon Media, der lancerede muligheden for at sælge native annoncer – hvor de kommercielle budskaber tilpasses de medier, hvor annoncen vises – programmatisk for godt to et halvt år siden.
Det er dog især det seneste halve år års tid, at interessen er taget til, fortæller Jesper Laumand.
– Vi har oplevet tocifret vækst inden for programmatic native i EMEA i årets første kvartal i forhold til sidste år, siger direktøren for Verizon Media, der via en DSP udbyder programmatic native på egne medier som Yahoo! News, Yahoo! Sport og HuffPost, men det er ikke afgrænset til disse.
– Der er adgang til en bred palette af medier via globale samarbejder med blandt andre Microsoft og Samsung Upday og samarbejde med Apple News i UK, Canada og Australien. Dertil kommer lokale medier, heriblandt JP/Politiken i Danmark, siger Jesper Laumand.
Ifølge Jesper Laumand dokumenterer mange native kampagner ”op til otte gange højere CTR (Click-through-rate) og 25 procent øget salg i forhold til traditionel bannerannoncering”.
Han henviser til, at ”nogle af Nordens og Danmarks største annoncører” allerede har prøvet kræfter med programmatic native med gode resultater til følge.
Facts om Verizon Media
Verizon Media er en division af Verizon Communications Inc. og rummer mediebrands som Yahoo, HuffPost og TechCrunc.
I Norden har Verizon Media sine rødder i GoViral, der blev stiftet i 2005. I 2011 blev GoViral en del af AOL og opererede under navnet Be On.
I 2017 fusionerede AOL med Yahoo under modernavnet Oath, som tidligt i 2019 blev omdøbt til Verizon Media.
Verizon Media har orkestreret og distribueret både lokale og globale kampagner for brands som B&O, momondo, Spies, VELUX, UBER, P&G og Ørsted.
Verizon Media-direktør: Derfor rykker native programmatic nu
Jesper Laumand mener, at der er flere forklaringer på, at programmatic native vinder frem i øjeblikket, og at det ofte på bekostning af traditionelle bannerreklamer.
– Forbrugerne er generelt mere positivt indstillet over for digitale annoncer, der indgår som en naturlig forlængelse af det indhold, de vises blandt, siger Jesper Laumand.
Dertil kommer, at op i mod 60 procent af forbrugerne ifølge en WARC-undersøgelse er blevet ”bannerblinde”.
– Brugerne er til gengæld mere accepterende over for native in-feed formatet, som det fremgår af en af vores undersøgelser, hvor fire ud af fem forbrugere svarer, at de er modtagelige for native annoncering.
Troværdighed er nøglen
Jesper Laumand peger også på, at vi lever i en ”Fake News”-tid, hvor medieforbrugernes tillid til blandt andet nyheder på sociale medier er dalende.
Forbrugerne søger derfor deres information fra premium medier, de stoler på, og hvor de kender kilden.
– Forbrugerne stoler på premium medier, og annoncører er begyndt at tænke meget mere over, hvor deres brands optræder i den digitale verden, hvilket baner vej for den vækst i programmatic native, vi ser i øjeblikket, siger han og fortæller, at den stigende interesse for native har medført, at Verizon Media er fuld gang med at opdatere virksomhedens DSP, ”så den imødekommer annoncørernes behov for at skabe de bedste resultater inden for performance marketing”